Passagerer i Terminal 3 i Københavns Lufthavn. (Arkivfoto: Bardur Mikladal | PR)

Januar i CPH til glemmebogen

I januar var der kun 820.000 passagerer, der rejste gennem Københavns Lufthavn, hvilket blot var 40 procent af niveauet fra januar 2019. Hver 20. passager var rejsende til og fra Aalborg.

Møder man en flypassager, der er på vej ind eller ud af Københavns Lufthavn, så er der meget stor sandsynlighed for, at vedkommende er rejsende til eller fra Aalborg.

Sådan har det været i hele 2021, og sådan var det også i årets første måned i 2022, hvor 820.527 passagerer bevægede sig gennem terminalerne. Af disse var 41.210 passagerer til eller fra Aalborg, hvilket svarer til hver 20. passager. Dermed var den nordjyske destination også i januar den mest frekventerede fra CPH.

Passagertallet afspejler, at januar traditionelt er en svag måned, men årets januar var hele 58,4 procent under niveauet fra samme måned i 2019, hvor 1.972.167 passagerer dengang benyttede den danske hovedstadslufthavn.

Robust indenrigs- og chartermarked
I januar var det chartersegmentet, der klarede sig bedst i forhold til tiden før coronapandemien. I alt 64.980 passagerer rejste til eller fra CPH på charterferie, og det var “kun” 40,9 procent færre end de 108.981 charterrejsende, der blev registreret i januar 2019.

Derudover var indenrigstrafikken der næststærkeste trafiksegment, idet 62.753 passagerer rejste mellem København og henholdsvis Aalborg, Aarhus, Karup, Sønderborg og Bornholm. Her var tilbagegangen på 45,2 procent i forhold til januar 2019.

Værst så det ud for den interkontinentale trafik, da der stadig opretholdes rejserestriktioner på mange oversøiske markeder. I januar var der 102.214 passagerer på de interkontinentale ruter, og det var hele 67,7 procent under 2019-niveauet, mens Europa-trafikken gik tilbage med 57,5 procent.

Optimisme omkring vinterferien
Mens januar hurtigt er gået i glemmebogen, har Københavns Lufthavn nu fokus på den kommende vinterferie, hvor man forventer op imod 40.000 rejsende om dagen, særligt i dagene omkring fredag og lørdag den 11. og 12. februar.

Samtidig er hele 83 butikker og spisesteder nu åbne og klar til at tage imod det store passagerrykind

”Livet er for alvor tilbage i terminalerne. Nu ser vi, efter alt at dømme, ind i et forår og en sommer, hvor COVID-19 svækkes, rejsemulighederne styrkes og endnu flere restriktioner i Europa og resten af verden bliver fjernet,” siger Peter Krogsgaard, kommerciel direktør i CPH.

 

Relaterede artikler:

Mellemøsten-selskab vender tilbage til CPH

CPH for andet år i træk overhalet af Oslo Lufthavn

CPH: “2021 blev som dag og nat”