I 2018 blev Danish Air Show afholdt hos Air Transport Wing Aalborg. (Foto: Flyvevåbnets Fototjeneste)

Danish Air Show 2025 hænger i en tynd tråd

Flyvestation Aalborg skal være vært for Danish Air Show i juni næste år, men arrangementet, der hvert andet år tiltrækker op mod 150.000 besøgende, risikerer nu at blive aflyst.

Hvis man har planer om at deltage på det næste Danish Air Show, der afholdes 15. juni 2025, ligger der en potentiel skuffelse og lurer forude.

Således lyder det det fra Flyvestation Aalborg, der er vært for begivenheden, at airshowet muligvis vil blive aflyst.

”Det ligger kraftigt i vores overvejelse at aflyse, men den endelig beslutning tages i næste uge (indeværende uge, red.),” siger Morten Valentin, presseofficer fra Flyvestation Aalborg, til TV 2 Nord.

Aalborg Flyvestation oplyste i første omgang til samme medie, at Danish Air Show 2025 var aflyst. Flyvestationen vendte dog senere tilbage med rettelsen, at det stadig var uvist, om der ville ske en aflysning.

Aein Amripour, presserådgiver hos Forsvarskommandoen, bekræfter over for Check-in.dk, at der i indeværende uge kommer en udmelding om airshowet til næste år.

Flyttede airshowet til 2025
Det næste Danish Air Show skulle ellers efter planen være afholdt 9. juni i år, men Forsvaret valgte blot fem uger før afholdelsen at aflyse arrangementet og udsætte det til 2025. Det blev oplyst, at årsagen til aflysningen var mangel på penge.

I forbindelse med aflysningen udtalte Morten Valentin til TV 2 Nord, at han ikke med sikkerhed kunne sige, at airshowet ville blive afholdt i 2025.

”Det er sådan, at det primære, vi skal løse, er opgaver med et fly, og det kan jo godt ske, at vi skal stå et eller andet sted ude i verden,” lød det i april i år.

Det var oprindeligt ikke planen, at Flyvestation Aalborg skulle være vært for det næste Danish Air Show. Det skulle i stedet have været Flyvestation Skrydstrup, men af hensyn til højtprioriterede arbejdsopgaver hos Fighter Wing Skrydstrup blev det allerede i 2023 besluttet at flytte arrangementet til Aalborg.

Afholdes hvert andet år
Danish Air Show regnes for Danmarks største éndagsbegivenhed med op mod 150.000 deltagere, der alle har gratis adgang.

At publikumssuccesen Danish Air Show er blevet rykket til Flyvestation Aalborg bryder med traditionen om, at det hidtil har været Flyvevåbenets tre flyvestationer i Aalborg, Karup og Skrydstrup, der har skiftedes til at afholde det hvert andet år.

I 2020 blev Danish Air Show aflyst som følge af coronapandemien, og i 2022 var det Flyvestation Karup, der lagde rammer til dagen.

Mens Danish Air Show altså historisk set har løbet af stablen i lige år, afholdes der Roskilde Airshow i ulige år. I 2025 afholdes Roskilde Airshow i perioden fra 23. til 24. august i Roskilde Lufthavn. Der forventes mellem 15.000 og 20.000 besøgende.

 

Relaterede artikler:

Danish Air Show flyttes fra Skrydstrup til Aalborg

Danish Air Show uden civile passagerfly

Bæredygtig luftfart i fokus på Roskilde Airshow