Dagen før Danish Air Show 2026 får op mod 200 flyspottere mulighed for gratis at komme lidt tættere på flyene end på selve showdagen. Spotterdag og flyshow afholdes i år på Flyvestation Aalborg.
Danish Air Show vender tilbage til september i år efter at være udskudt nogle gange over de seneste år.
Det luftfartsinteresserede folk skal sætte kryds i kalenderen søndag 13. september 2026, hvor dagen bliver fyldt med luftfartøjer over Flyvestation Aalborg, hvor flyshowet afholdes. Allerede dagen før bliver der dog aktivitet i luften over den nordjyske lufthavn.
Således fremgår det på Danish Air Shows hjemmeside, at der arrangeres en spotterdag i forbindelse med flyshowet. Denne afholdes om lørdagen – altså 12. september.
’Spotterdagen er et tilbud til flyspottere fra ind- og udland, som får mulighed for at se og fotografere de deltagende fly under lidt bedre forhold, end de har på selve showdagen. Det er altså ikke en mulighed for at komme til Airshow en dag før alle andre,’ lyder det.
Plads til 200 deltagere
Danish Air Show oplyser, at der bliver plads til maksimalt 200 flyspottere på spotterdagen, og at pladserne bliver tildelt efter først-til-mølle-princippet. Det er gratis at deltage, og tilmelding er nu åben. Man skal være minimum 15 år for at deltage.
Det forventes, at spotterdagen vil vare fra klokken 8 til 17, men der er endnu ikke udarbejdet en detaljeret tidsplan for dagen.
’Vi ser frem til at byde dig velkommen til en god dag i flyvningens tegn på Air Transport Wing Aalborg,’ lyder det fra Danish Air Show.
Flyshow er blevet udsat flere gange
Ved selve Danish Air Show om søndagen kan publikum få både store oplevelser i luften og spændende aktiviteter på jorden. Flyshowet kaldes Danmarks største éndagsarrangement, da der typisk deltager op mod 150.000 mennesker hver gang.
Danish Air Show afholdes i udgangspunktet hvert andet år, men den seneste udgave blev afholdt i 2022 på Flyvestation Karup. Forsvaret besluttede at aflyse flyshowet i 2024 og udsætte det til året efter, men heller ikke her blev det til noget ’som konsekvens af et øget prioriteringsbehov af den operative opgaveløsning’, lød det.
Flyvestation Skrydstrup skulle oprindeligt have afholdt det næste Danish Air Show, men af hensyn til højtprioriterede arbejdsopgaver hos Fighter Wing Skrydstrup valgte Forsvaret allerede i 2023 at rykke den populære begivenhed til Aalborg.
OPDATERING 25. juni 2026 klokken 23.25:
Check-in.dk har spurgt Danish Air Show, hvorfor der arrangeres en dag kun for flyspottere samt om der tidligere har været afholdt lignende dage ved flyshowet.
”Vi har ved Danish Air Show i mange år afholdt et spotterarrangement lørdag, dagen før selve air show afvikles. Det er et tilbud, som vi giver flyinteresserede, der ønsker at komme og fotografere de deltagende fly på jorden, hvor fotomuligheden ikke begrænses af de cirka 125.000 publikummer, der typisk kommer om søndagen,” siger Steen Lee Christensen, teamleder for operationer ved Danish Air Show.
”Desuden får de mulighed for at fotografere de fly, der træner deres opvisninger fra en optimal position, med solen i ryggen. Et område, som ikke vil være tilgængeligt om søndagen.”
Steen Lee Christensen fortæller, at spotterne altid har været meget interesserede i at deltage. Særligt i 2018, hvor flyshowet havde besøg af den norske F-104 Starfighter, var der spottere fra mange lande – inklusiv enkelte helt fra Japan.
”For at vi kan gennemføre det på en forsvarlig måde, for både spotterne, og os som arrangører, har vi set os nødsaget til at begrænse deltagerantallet til cirka 200,” siger Steen Lee Christensen.
”Vi har heldigvis fået megen ros fra de deltagende spottere på de tidligere afviklet air show. Hvilket vi naturligvis er glade for, idet det er en økonomisk og personalemæssig omkostning for os som arrangører.”
Relaterede artikler:
Aflyst to gange: Danish Air Show vender tilbage

CHECK-IN.DK Nyt om luftfart


