CRJ200 fly fra Cimber A/S. som det så ud få måneder efter konkursen. (Foto: Ole Kirchert Christensen)

Danmark blacklistet af leasingselskaber

En række leasingselskaber er så rystede over tvisten om flymotorer fra Cimber Sterling-boet, at de har sat Danmark på en risikoliste sammen med afrikanske lande.

Striden om ejerskabet til ni motorer, der blev brugt på fly hos nu konkursramte Cimber Sterling, har påvirket de internationale leasingselskabers holdning til at gøre forretninger med danske luftfartsselskaber. Og Danmark er kommet på en liste med særligt risikofyldte lande at gøre forretning i hos et enkelt leasingfirma.

Det fremgår af domsbogen for en sag i Retten i Sønderborg om de ni omstridte flymotorer. Retten afsagde dom onsdag og afgjorde, at to af de ni motorer tilhører boet efter Cimber Sterling. De resterende syv motorer tilhører derimod de syv leasingselskaber, som leasede motorerne til Cimber Sterling i årene op til selskabets konkurs den 3. maj sidste år. Retten afgjorde, at en motor tilhører ejeren af det fly den er monteret på på konkurstidspunktet, hvis motoren har siddet på flyet i mere end tre måneder.

Aldrig hørt om
Fra boets side har man argumenteret for, at en motor er blevet ”grebet” af et fly og dermed tilhører ejeren af flyet, hvis motoren har siddet på flyet i en vis periode. Og det uanset om motoren egentlig er leaset hos et selskab eller oprindeligt sad på et helt andet fly.

Men den fortolkning af lovgivningen kunne repræsentanter for flere internationale motorleasingfirmaer ikke tilslutte sig, da de vidnede i retten. En sagde ligeud, at han aldrig havde hørt om begrebet med at en motor kunne blive ”grebet” af et fly før kuratorerne bragte det på banen i sagen om Cimber Sterling-motorerne. Desuden pegede de samstemmende på, at det stod klart i standardaftalerne for motorleasing, at der var strikse regler for hvordan motorerne måtte cirkulere rundt mellem fly. Og at motorerne altid tilhørte leasingselskaberne – uanset hvor længe de sad på et bestemt fly.

På risikoliste
Tvisten om ejerskabet til motorerne har betydet, at leasingselskabet Vector Aerospace Engine Services Atlantic Inc. har placeret Danmark på selskabets liste over lande, hvor det er særligt risikabelt at gøre forretninger og lease fly og motorer ud til selskaber. En liste som typisk omfatter afrikanske lande med tvivlsomme retssystemer og usikkert lovgrundlag. Vector Aerospace Engine Services Atlantic handler i dag kun med danske firmaer, hvis de danske firmaer lægger et depositum eller stiller en bankgaranti inden motoren leveres. Det fortalte selskabets vicepræsident og finansdirektør Marc O’Keefe i retten i Sønderborg.

Hos det danske leasingfirma Nordic Aviation Capital, der fik tilkendt ejerskabet til to af de i alt tre motorer selskabets havde leaset til Cimber Sterling, er man rystet over dommen.

”Vi forholder os forundrende over en retstilstand, hvor man som udlejer ikke længere er ejer hvis det man ejer har siddet på en anden mands fly i mere end tre måneder,” siger direktør Kim Graven Nielsen fra Nordic Aviation Capital til CHECK-IN.dk.

Langt fra slut
De i alt syv leasingselskaber leaser tilsammen flere hundrede flymotorer ud til flyselskaber over hele verden. Ingen af dem har nogensinde før oplevet ikke at få deres motorer tilbage efter endt leasing eller ved et selskabs konkurs. Men i dette tilfælde er der nu gået over halvandet år inden der faldt dom og leasingselskaberne fik tilkendt retten til syv ud af ni motorer. Og sagen er sandsynligvis langt fra slut nu. Kuratorerne for boet overvejer om de skal anke sagen til Vestre Landsret.

Motorerne har en værdi på mellem 3,4 og 12 mio. kroner per styk og derfor har begge parter brugt store ressourcer på at få tilkendt ejerskabet til motorerne. I årene op til konkursen byttede Cimber Sterling i stor stil om på motorer for bare at holde nogle af selskabets fly i luften. En af de ni motorer nåede at sidde på mindst fem og sandsynligvis op til syv forskellige fly.