Dansk fly hjælper solfly

Det soldrevne eksperimentalfly Solar Impulse 2 har følgeskab af et dansk fly på den første del af sin igangværende flyvning rundt om jorden.

Den 9. marts lettede det soldrevne eksperimentalfly Solar Impulse 2 fra Abu Dhabi i De Forenede Arabiske Emirater med den schweiziske pilot og forretningsmand André Borschberg ved roret. Sammen med landsmanden Bertrand Piccard, planlægger André Borschberg at flyve jorden rundt i sol-flyet i de kommende fem måneder.

Der er planlagt mindst 12 flyvninger for at nå hele jorden rundt og tilbage til Abu Dhabi i det en-personers fly, der typisk flyver omkring 90 kilometer i timen – om natten endnu langsommere.

Schweizerne har hyret et ATR72-fly fra Danish Air Transport (DAT) til at transportere de mange supportfolk, der skal sørge for, at Solar Impulse 2 kommer sikkert ned og op i forbindelse med sine stop undervejs. Det er ATR72-flyet med registreringsbogstaverne OY-RUG og dets besætninger, der gør Solar Impulse 2 følgeskab. Et stort russisk fragtfly indgår også i operationen.

Fra Abu Dhabi gik turen til Muscat i Oman og videre til Ahmedabad i Indien. To flyvninger på tilsammen lidt over 1800 kilometer, som tog over 28 timer at gennemføre. Efter mere end en uges pause gik turen i denne uge videre til Varanasi i Indien og Mandalay i Myanmar – det tidligere Burma – hvor flyet landede torsdag eftermiddag dansk tid.

Over Stillehavet
I de kommende uger og måneder flyver det schweiziske eksperimentalfly og det danske supportfly videre over Kina. I Nanjing i Kina er det planen, at DAT-flyet skal lade Solar Impulse 2 selv tage turen over Stillehavet via Hawaii til Phoenix i USA. OY-RUG sætter i stedet kursen hjemover mod DAT’s hovedkontor i Vamdrup i Jylland.

Danish Air Transports direktør, Jesper Rungholm, bekræfter at OY-RUG er sendt på mission som supportfly for det schweiziske solfly, men han ønsker ikke at sige yderligere om sagen.

Solar Impulse 2 har et vingefang på 71,9 meter. Til sammenligning har dobbeltdækkerflyet Airbus A380 et vingefang på 79,75 meter. Solflyet vejer sølle 2,3 ton. Langt fra Airbus A380’erens maksimale startvægt på 575 ton.

Flyet har 17.248 solceller, der leverer energi til fire elektriske motorer. Energien opbevares i fire lithium-ion batterier.

Øverst: Det schweiziske soldrevne eksperimentalfly Solar Impulse 2 over Abu Dhabi. Foto: Solar Impulse/Instagram.

Nederst: OY-RUG fra Danish Air Transport i Abu Dhabi. Foto: Solar Impulse/Instagram.