DAT satser lokalt for at få mere trafik på ruten fra Karup til København. Derfor åbner de nu et billetkontor i den midtjyske by Karup. Her kan kunder få personlig betjening, købe billet og få hjælp.
Digital rådgivning, check-in på mobilen og køb af billetter online. Sådan er dethos mange flyselskaber, når de tilbyder services til deres kunder. Men nu går Danish Air Transport (DAT) mod strømmen og satser på personlig betjening i Karup.
På mandag åbner DAT’s nye billetkontor i Karup Lufthavn. Her overtager det danske selskab fra slutningen af marts hele ruten mellem Karup og København fra Norwegian. Og i DAT håber de, at det nye billetkontor vil gøre dem synlige blandt de lokale i området.
”Vi vælger at åbne kontoret i Karup, fordi vi tror på, at der skal være ordentlig og god personlig service til kunderne på alle vores ruter. Vi vil gerne være en lokal medspiller i Karup og ikke bare en service,” siger DAT´s administrerende direktør Jesper Rungholm til CHECK-IN.dk.
På billetkontoret vil kunderne kunne købe billetter direkte fra personalet, ombooke deres fly eller få hjælp og rådgivning, hvis der er noget, de er i tvivl om.
Flere fordele til kunderne
Det nye billetkontor i Karup Lufthavn er blot et af flere lignende tiltag, som skal sikre personlig betjening på DAT’s ruter rundt omkring i Danmark. Blandt andet på Bornholm har selskabet et lokalt kontor i Rønne og tilbyder her personlig service. På Bornholm går de dog lidt længere og har også navnet ”Bornholmerflyet” stående på siden af deres fly til og fra øen.
I Karup kommer det nye tiltag kun til at bestå af et kontor i lufthavnen med personlig betjening. Men ifølge den administrerende direktør i DAT er netop den personlige service vigtig for at de i DAT kan nå ud til alle, der ønsker at rejse. De er ikke kun et selskab for erhvervsfolk eller studerende.
”Det er vigtigt for os, at vi også kan tilbyde vores kunder, at de kan snakke med et rigtigt menneske, når de køber deres billetter eller skal bruge hjælp. Vi er et selskab, der gerne vil give alle mulighed for at komme ud og rejse. Derfor er det vigtig for os, at der gives plads og muligheder til dem, der ikke er digitale, ikke har en computer eller ikke har et dankort,” siger Jesper Rungholm til CHECK-IN.dk.
Langt de fleste billetter bliver stadig købt gennem DAT’s hjemmeside, men den personlige service i kontorer som det i Karup er vigtig for at selskabet er til stede lokalt i området, hvor deres kunder er. Og det er ifølge Jesper Rungholm en service, som en del af deres kunder er meget glade for.
Øge væksten på ruten
Ruten mellem Karup og København bliver fra 29.marts udvidet meget, når DAT overtager hele indenrigsruten fra Norwegian. DAT har længe været teknisk operatør på ruten på vegne af Norwegian, men vil nu tage sig helt af flyvningerne mellem det midtjyske og hovedstaden.
For DAT er det nye billetkontor og den personlige betjening blot et af flere tiltag, som skal sikre, at der kommer flere passagerer til. Også billigere billetter, flere ugentlige afgange og mere markedsføring i det midtjyske skal få flere til at vælge Karup Lufthavn og DAT, når de skal flyve til København.
”Vi satser kraftigt på at øge væksten, når vi overtager ruten mellem Karup og København. Sammen med billetpriserne og flere flyvninger, så er det nye kontor et af skridtene på vejen mod vores mål på 250.000 passagerer på ruten i 2016,” siger DAT´s administrerende direktør Jesper Rungholm til CHECK-IN.dk.
Når DAT overtager ruten i slutningen af marts vil antallet af afgange øges til 33 ugentligei hver retning. Det betyder, at der mandag til torsdag vil være seks daglige afgange. Fredag flyves der fire gange og i weekenden gennemføres fem rotationer.
Foto: Danish Air Transportbruger sit MD83-fly på fire af 33 ugentlige rotationer mellem Karup og København