Danish Air Transport løb med titlen som årets lavprisselskab ved Danish Travel Awards. SAS kunne tage to statuetter med hjem.
Mere end 350 repræsentanter fra alle dele af den danske rejsebranche var tirsdag aften samlet i Cirkusbygningen i København til uddelingen af Danish Travel Awards, som det hedder på moderne dansk.
Prisuddelingen var arrangeret af rejsemediet Standby og blev afviklet under ledelse af de to veloplagte TV2-studieværter Cecilie Beck og Johannes Langkilde, der åbnede aftenen iført stewardesse- og kaptajnsuniform. Undervejs underholdte dansere fra Wallmanns Saloner i Cirkusbygningen, ligesom deltagerne blev trakteret med god mad og drikke ved denne 17. uddeling af hæder til den danske rejsebranche.
I alt 19 priser blev uddelt. I nogle tilfælde var vinderne udpeget af et panel af 1.400 almindlige mennesker, i nogle tilfælde af Standby’s læsere og endelig i nogle tilfælde af en kombination af de to.
Mest overraskelse vakte det i hele salen, da Danish Air Transport vandt prisen som årets lavprisluftfartsselskab. Særligt da det jyske selskab ikke selv definerer sig som et lavprisselskab. Fornem hæder var der også til Sun-Air, der vandt prisen som bedste europæiske flyselskab. Hos SAS kunne man glæde sig over for andet år i træk at blive kåret til landets bedste charterflyselskab. Selskabet løb også med hæderen som Danmarks bedste indenrigsflyselskab.
Singapore Airlines tog også to statuetter med hjem, da selskabet både vandt prisen som bedste langdistanceselskab og som selskabet med den bedste business class på langdistance.
Alle vindere af Danish Travel Awards:
Bedste lavprisluftfartsselskab: Danish Air Transport
Bedste charterflyselskab: SAS
Bedste indenrigsflyselskab: SAS
Bedste europæiske flyselskab: Sun-Air
Bedste langdistanceflyselskab: Singapore Airlines
Bedste business class på interkontinentale flyvninger: Singapore Airlines
Bedste charterrejsebureau: Falk Lauritsen
Bedste ferierejsebureau: FDM Travel
Bedste forretningsrejsebureau: American Express
Bedste danske feriehotel: Hilton Copenhagen Airport
Bedste forretningshotel: Tivoli Hotel og Congress Center
Bedste hotelkæde: Brøchner Hotels
Bedste biludlejning: Hertz
Bedste færgerederi med rute til udlandet: DFDS
Bedste krydstogtsrederi med skibe under 1000 passagerer: Silversea
Bedste krydstogtsrederi med skibe over 1000 passagerer: Celebrity Cruises.
Bedste udenlandske turistkontor: US Virgin Islands
Bedste turistland: USA.
Bedste rejsewebsite: Momondo