MD-82'eren med registrering OY-RUT fra DAT i malerhallen i engelske Bournemouth. Foto: Danish Air Transport

DAT-fly bliver malet i ‘retro’-farver

En MD-82 fra Danish Air Transport bliver i øjeblikket malet om til nye farver i en britisk hangar. Den nye bemaling er en honnør til det klassiske jetfly fra 1960’erne.

På fredag står en MD-82 fra Danish Air Transport (DAT) klar til at lette fra Bournemouth i England i helt nye ‘retro’-farver.

Det er flyet med registrering OY-RUT, der onsdag i sidste uge kørte ind i malerhallen i den engelske lufthavn. Da det legendariske fly stod over for at få ny maling, blev i det selskabet diskuteret, hvordan flyet skulle se ud i dets sidste leveår.

”MD’eren er en vaskeægte klassiker, som trækker på mange følelser hos folk. Da vi skulle vælge bemaling til den, skulle vi vælge mellem helt hvid med rød næse, som er vores standard. Vi har også haft en MD’er i fuld DAT-bemaling. Den var flot, men den har vi jo haft én gang,” siger Jesper Rungholm, administrerende direktør i DAT, til CHECK-IN.dk.

Hollandske kreatører
DAT igangsatte derfor en konkurrence, hvor alle interesserede kunne deltage ved at indsende et forslag til ny bemaling. Og dette initiativ bar frugt.

”Der kom gode bud fra nogle superentusiaster fra Holland. Vi indledte samarbejde med dem og har modificeret deres bud. Og de de to entusiaster er faktisk ovre i malerhallen for at bistå med arbejdet. De er 100 procent engageret i det. Nogle rigtig nørder,” forklarer Jesper Rungholm.

”Det er ikke en retrobemaling, da det ville betyde, at vi har haft farverne før. Jeg vil nærmere kalde bemalingen en homage (hyldest, red.) til den klassiske flybemaling af jetfly fra 60’erne og 70’erne. Det er med inspiration fra blandt andet Sterling.”

Der dukkede små 10 bud ind til, hvordan det 27 år gamle MD-82-fly, der blev leveret fra italienske Meridiana til DAT i maj sidste år, kunne se ud i den resterende del af sit liv. Sjove forslag fra børn og mere seriøse forslag fra voksne.

 

Vis dette opslag på Instagram

 

I dag er vores MD82 OY-RUT ankommet til Bournemouth for at blive malet i et nyt smukt retro design. ⁣⁣⁣ ⁣⁣⁣ Er du MD fan? Og har du lyst til at være med på den første flyvning i det nye design fra Bournemouth til Billund den 3. maj 2019?⁣⁣⁣ Prisen er kr. 1.125,- ⁣⁣⁣ ⁣⁣⁣ Send os en e-mail på [email protected] og book dit sæde.⁣⁣⁣ ⁣⁣⁣ For at flyvningen gennemføres som en passagerflyvning kræver det, at vi får mindst 30 bookinger.⁣⁣⁣ ⁣⁣⁣ Vi vil dagligt uploade billeder af hvor langt vores MD82 er i bemalingen.⁣⁣⁣ ⁣⁣⁣ ❤️✈️⁣⁣⁣ ⁣⁣ Design in cooperation with @meesj015 and @njordcius ⁣⁣⁣/ @md11aviation #flydat #oyrut #maddog #md82 #md80lovers #md80 #avgeek #aviationnews #flydcjets #aviation #mcdonnelldouglas #douglas

Et opslag delt af DAT (@flydat) den


Fantastiske MD-fly
OY-RUT bliver godkendt for to år ad gangen, og der er endnu ingen hård dato på, hvornår det ikke længere må gå i luften. På trods af den efterhånden fremskredne alder, er flyet en sand øjesten hos DAT.

”Vores MD’er er de absolut 100 procent mest driftssikre fly, vi har i flåden. De er alt andet end udslidte og udtjente. Jeg flyver selv denne flyvemaskine, og det er det mest fantastiske overhovedet,” siger Jesper Rungholm, der gerne vil logge sine sidste flyvetimer i lige netop dén flytype.

”Jeg håber, vi minimum kan have flyet seks år endnu. Jeg må flyve fem og et halvt år mere, og jeg vil meget gerne slutte min karriere i den. Jeg har ikke lyst til at flyve andet.”

DAT har haft fly med flere forskellige bemalinger, og nu kan endnu en ny bemaling altså opleves, når OY-RUT ruller ud af malerhallen på fredag efter at have haft haft Meridianas farvedesign siden leveringen. I øvrigt sidste gang, at dette fly bliver malet inden sin pension.

”Det er endnu en ny bemaling i DAT, men jeg er sådan set ligeglad. Vi er sådan indrettet, at vi gør, hvad der passer os. Og hvad der passer til tiden. Vi holder mest af den røde næse og vores logo. Det er vigtigst for os. Resten er faktisk bare lidt skæg, fest og ballade,” understreger Jesper Rungholm.

Der er plads til 172 passagerer i OY-RUT, hvilket er maksimum for flyet, der tidligere har haft 150 sæder. Men DAT vil være så tæt på 180 sæder som muligt, da mange andre fly har dette sædeantal, som DAT’s kunder efterspørger.

Flyv med fra Bournemouth
Den allerførste flyvning med MD-82-flyet i det nye design sker på fredag den 3. maj med afgang klokken 21.25 lokal tid fra Bournemouth i det sydlige England. DAT foretager flyvningen med passagerer ved mindst 30 bookinger, og turen går til basen i Billund Lufthavn. En tur på halvanden time.

”Der har været pæn interesse, men der er plads til flere passagerer. Jeg flyver selv på turen fra Bournemouth,” siger Jesper Rungholm til CHECK-IN.dk.

Absolut sidste chance for at indløse billet til den første flyvning i de nye MD-farver er tirsdag klokken 12.

Det andet MD-fly i DATs flåde, MD-83’eren med registering OY-RUE, er 28 år og blev leveret til DAT i januar 2010.

 

Relaterede artikler:

25 år med farvestrålende fly

DAT siger farvel til arbejdshest

DAT måtte ikke vise sit Coca-Cola fly

DAT vil sælge MD83-fly

DAT køber MD-82 fra italiensk flyselskab