DAT-fly i Bornholms Lufthavn. (Foto: Bornholmerflyet.dk)

DAT-fly fra hele Danmark til Folkemødet

DAT udvider med nye ruter fra Aarhus, Odense og Esbjerg til Bornholm under Folkemødet. Samtidig øges antallet af afgange fra fire andre lufthavne.

Danish Air Transport (DAT) har de seneste år haft stor succes med at flyve deltagere til og fra det årlige Folkemøde på Bornholm i juni.

De første år fløj DAT kun mellem København og Rønne, men de seneste år har selskabet udvidet med forbindelser fra Aalborg, Billund og Midtjyllands Lufthavn til Rønne under Folkemødet.

Interessen for at flyve til Folkemødet er vokset år for år, og derfor har DAT til Folkemødet 13.-16. juni i år besluttet at indsætte fly fra hele Danmark for at imødekomme efterspørgslen.

”Siden Folkemødet sidste år er vi blevet spurgt, om DAT vil flyve fra flere lufthavne i år og det ønske vil vi gerne imødekomme. Derfor flyver vi i år også direkte fra Esbjerg, Aarhus og Odense samtidig med, at vi udvider med flere afgange fra København, Aalborg, Midtjylland og Billund,” siger Jesper Rungholm, direktør i DAT.

166 afgange til Folkemødet
DAT indsætter i alt 166 afgange til Folkemødet, hvor torsdag og søndag er de største rejsedage. Der bliver 107 afgange fra København, 10 afgange fra henholdsvis Aalborg, Billund, Midtjylland, Esbjerg og Aarhus samt ni afgange fra Odense til Bornholm. Sidste år havde DAT lidt over 100 afgange til Bornholm under Folkemødet.

Med den store udvidelse under Folkemødet går DAT til modangreb på SAS, som i år for første gang også vil flyve til Bornholm i forbindelse med Folkemødet og dermed konkurrere med DAT. SAS vil tilbyde 33 afgange fra København under Folkemødet, hvor selskabet vil betjene Bornholm med fly af typen Airbus A320-200neo og A319-100.

Ekstra personale til Bornholm
DAT vil som sædvanlig flyve til Bornholm under Folkemødet med en blanding af turbopropfly af typerne ATR 42 og ATR 72 samt Airbus A320 og MD-82.

DAT har fløjet fast på Bornholm siden 2012 og har eget billetkontor i lufthavnen. Selskabet vil som de foregående år sende ekstra personale fra kontoret i Vamdrup til Bornholms Lufthavn under Folkemødet.

”Vi nærmer os maksimum kapacitet i lufthavnen og for at kunne opretholde samme høje serviceniveau, skal der ekstra hænder til. Derudover har vi også lejet mødelokaler i lufthavnen, som indrettes til servicecenter, så de rejsende kan få hjælp flere steder,” siger Jesper Rungholm.

 

Relaterede artikler:

Planlægger fire provinsruter til Folkemødet

DAT: SAS-entré på Bornholm får konsekvenser for ruten

SAS planlægger luftbro til Bornholm