En ATR 42-300 fra DAT. (Foto: © Thorbjørn Brunander Sund, Danish Aviation Photo)

DAT-fly sikkerhedslandet i Midtjyllands Lufthavn

En ATR 42-300 sikkerhedslandede tirsdag eftermiddag i Midtjyllands Lufthavn i Karup. Piloterne havde konstateret røglugt i cockpittet på en indenrigsflyvning til København.

Tirsdag eftermiddag måtte en ATR 42-300 fra DAT med 43 personer ombord vende om på en flyvning til Københavns Lufthavn fra Midtjyllands Lufthavn i Karup.

Flyet med rutenummer DX083 skulle afgå fra Midtjyllands Lufthavn kl. 16.20 og med planmæssig ankomst i CPH kl. 17.10.

Klokken 16.31 indløb der alarm til Midt- og Vestjyllands Politi om, at flyet var vendt om og ville foretage en sikkerhedslanding i den midt- og vestjyske lufthavn. Det skriver TV Midtvest.

Standby 2-alarm aktiveret
Der var tale om en såkaldt “standby 2”-alarm, hvor ambulancer, brandfolk og politi rutinemæssigt tilkaldes udover lufthavnens egen brand- og redningstjeneste. En standby 1-alarm er udtryk for mindre tekniske problemer, mens en standby 3-alarm dækker over risikoen for havari.

Ifølge vagtchef Erik Lindholdt ved Midt- og Vestjyllands Politi var der konstateret røglugt i cockpittet.

“En lugt a la brændt gummi. Der var ikke røg i kabinen, så det er slet ikke sikkert, at passagerne har opdaget noget,” udtaler vagtchefen til TV Midtvest.

Defekt radio
Efter landingen blev cockpittet undersøgt, og der kunne ikke konstateres tegn på brand. Administrerende direktør Jesper Rungholm fra DAT fortæller til TV Midtvest, at en radio i cockpittet var gået i stykker. Derfor skal der nu installeres en ny radio, mens Havarikommissionen rutinemæssigt skal undersøge hændelsen.

Returflyvningen fra København på rutenummer DX082 kl. 17.45 blev efterfølgende aflyst.

Flyvningen fandt sted med flyet, der har registreringen OY-JRY, som har været i drift hos DAT siden slutningen af 2000. Flyet er mere end 34 år gammelt og blev oprindeligt leveret til Air Tahiti i 1987.

 

Relaterede artikler:

Motor på DAT-fly stoppede i marchhøjde

Brændstofmangel var skyld i motorstop

Havarikommissionen: DAT-piloter var trætte