DAT skal flyve for Vildanden igen

Danish Air Transport (DAT) øger sine operationer i Norge. Skal flyve indenrigs mellem Skien og Bergen for Vildanden.

Danish Air Transport (DAT) med base i Vamdrup har succes med indenrigsflyvninger på det norske marked.

Med virkning fra den 30. august skal Danish Air Transport igen operere Vildandens rute mellem Skien og Bergen. Ruten skal opereres med et ATR-42 fly med plads til 46 passagerer, hvilket vil medføre en kapacitetesforøgelse, idet ruten hidtil har været opereret af Avitrans Nordic med 33-sæders Saab 340B fly.

DAT ATR-42

DAT ATR-42skal flyve mellem Skien og Bergen

Vildanden AS er et luftfartsselskab, der er stiftet for 4 år siden af lokalt erhvervsliv i Grenlandsområdet. Udover ruten fra Skien-Geiteryggen til Bergen, flyves der også fra Skien til henholdsvis Stavanger og Stockholm-Bromma. Noget tyder dog på, at ruten til Stockholm-Bromma vil blive nedlagt, mens Vildanden leder efter en ny operatør til Stavanger-ruten.

Danish Air Transport indgik for nylig en aftale med Stordfly om fra 10. august at operere ruten fra Stord til Oslo med et ATR-42. Denne ruteblev pudsigt nok overtaget fra danskeSUN-AIR.

DAT opererer i forvejen norske indenrigsruter mellem Florø og Bergen samt Florø og Oslo.