De ti største internationale luftfartsselskaber

Baseret på 2008-tallene tilhører SAS stadig de ti største internationale IATA-luftfartsselskaber.

Hvem er størst i luftfarten i dag? Det er for det første svært at anskue luftfartsindustrien udfra en statisk vinkel, idet markedsituationen og konsolideringer konstant forrykker billedet. Herudover er det heller ikke uvæsentligt at sondere mellem IATA-luftfartselskaber og non-IATA luftfartsselskaber.

Endelig kan definitionen international trafik trække mange europæiske selskaber op ad ranglisten, idet trafikken mellem “Europas Forenede Stater“ tæller for internationale rejser, mens trafikken mellem Amerikas Forenede Stater regnes for indenrigstrafik.

Bruger man IATA-statstikken baseret på antal passagerer på internationale rejser kommer følgende rangliste frem:

1. Lufthansa 42,151 mio.

2. Air France 32,508 mio.

3. British Airways 29,054 mio.

4. KLM 23,808 mio.

5. Emirates 22,444 mio.

6. American Airlines 21,154 mio.

7. Singapore Airlines 19,152 mio.

8. Cathay Pacific Airways 18,860 mio.

9. SAS Scandinavian Airlines 14,441 mio.

10. Iberia 12,820 mio.

Billedet ændres dog dramatisk, hvis der inkluderes non-IATA luftfartsselskaber som easyJet og Ryanair.

Lufthansa A330

Lufthansa er største internationale IATA-luftfartsselskab

Det irske lavprisflyselskab Ryanair går direkte til tops som det største internationale luftfartsselskab med 57,647 mio. passagerer, mens easyJet ligger sig som nr. 3 med 35,417 mio. passagerer.

Det betyder samtidig, at SAS lige nøjagtigt bliver skubbet ud af listen og får en placering som nr. 11.

Inkluderer man indenrigstrafik i tallene bliver Ryanair skubbet helt ned på en 6. plads, idet amerikanske og kinesiske indenrigsselskaber med meget store passagermængder overhaler indenom. Således er Southwest Airlines efter denne definition verdens største luftfartsselskab med 101,921 mio. passagerer.