Delta-rute åbner muligheder for SAS og Continental

Continental blev i går optaget som medlem af Star Alliance. I første omgang må selskabet ikke samarbejde med SAS om priser og frekvenser.

Den 27. oktober blev dagen, hvor Continental blev optaget som medlem i Star Alliance. Det er samtidig medlem nr. 25 i alliancen, der blev etableret i 1997 af Air Canada, Lufthansa, SAS, Thai og United.

Continental har da også allerede indgået code-share aftaler med bl.a. United, Lufthansa, Air Canada og britiske BMI.

Derimod må Continental vente med et tættere samarbejde omkring København-New York (Newark) ruten, idet denne rute er omfattet af særlige regler om “carved out routes“, hvilket er bestemt af de amerikanske myndigheder.

Det betyder, at Continental ikke kan indgå prisaftaler eller dele indtægter med andre Star Alliance-selskaberpå ruterne mellem København og New York og Stockholm og New York. Det vil heller ikke være tilladt, at eksempelvis Continental og SAS aftaler, hvor mange frekvenser selskaberne skal operere på ruterne samt valg af flytype og konfiguration.

Continental

Continental optaget som 25. medlem i Star Alliance

Konkurrencereglerne vil blive ophævet i tilfælde af, at et tredje ikke Star-Alliance luftfartsselskab i ni på hinanden følgende månederopererer minimum fem ugentlige flyvninger på de omtalte ruter.

Det er netop, hvad Skyteam-selskabet Delta har planer om at gøre fra 19. maj 2010, når selskabet åbner ruter fra henholdsvis København og Stockholm til New York. Det skulle dermed betyde, at SAS og Continental fra sommerfartplanen 2011 kan indgå et tættere samarbejde om København-New York ruten.