Delta Air Lines Boeing 767-300.

Delta skruer igen på CPH-rute

Delta Air Lines vil i den kommende sommer ikke indsætte så stor kapacitet på sin rute mellem New York og CPH, som selskabet ellers havde annonceret.

Det amerikanske flyselskab Delta Air Lines er en fast sommergæst i Københavns Lufthavn, når selskabet omkring 1. juni åbner sin faste rute til New Yorks JFK-lufthavn, som selskabet så lukker igen når danskernes sommerferie går på hæld.

Og vanen tro, så justerer Delta Air Lines op og ned på kapaciteten i månederne op til sæsonpremieren. Betjeningen af CPH-ruten afhænger nemlig i høj grad af hvilke fly Delta Air Lines har i overskud på sine normale nordamerikanske og transatlantiske ruter.

Derfor er ruten gennem årene blevet betjent med et mix af Boeing 757-200 og 767-300ER fly, ligesom der er blevet skruet op og ned på antallet af ugentlige frekvenser og varighed af ruten.

I år tydede meget på, at Delta Air Lines ville udbyde det største antal sæder nogensinde, da man planlagde at indsætte et stort Boeing 767-400 fly, som gennem årene kun har været brugt ganske få gange tidligere på ruten.

I Deltas version af Boeing 767-400 flyet er der plads til ikke færre end 264 passagerer i en treklasses version med 40 sæder på Delta One, 48 på Delta Comfort+ samt plads til 178 passagerer i Economy Class-afsnittet. Der ville derfor være tale om en massiv kapacitetsforeøgelse, i det selskabet har henholdsvis 171 og 210 sæder på de Boeing 757-200 og Boeing 767-300ER fly, som de senere år er blevet anvendt på ruten.

Forskel i afgangstider
Men sådan kommer det alligevel ikke til at gå. Delta Air Lines’ ruteplanlæggere har nemlig rykket rundt på tingene, så CPH-ruten i den kommende sommer vil blive betjent af et mix af Boeing 757-200 og Boeing 767-300ER fly.

Fra den 25. maj vil Delta Air Lines betjene ruten med Boeing 757-200 fly tre dage om ugen, mens Boeing 767-300 flyene vil tage sig af ruten fire dage om ugen.

Desuden vil der være lidt forskel i afgangs- og ankomsttiderne. Boeing 757-200 flyvningerne vil afgå fra JFK-lufthavnen om eftermiddagen og fra København om morgenen dagen efter, mens Boeing 767-300ER flyvningerne vil være aftenafgange fra New York og middagsafgange dagen efter fra Københavns Lufthavn.

Med skiftet fra Boeing 767-400 til mixet af Boeing 757-200 og Boeing 767-300ER fly vil Delta Air Lines skrue gevaldigt ned i forhold til det antal sæder, som man havde planlagt at udbyde til salg.

 

Rutenr. Dage Afgangsby kl. Ankomstby kl. Flytype
DL218 245 JFK 16.40 CPH 07.00 +1 75W
DL218 1367 JFK 21.04 CPH 11.00 +1 76W
DL219 356 CPH 08.30 JFK 11.08 75W
DL219 1247 CPH 12.55 JFK 15.36 76W

 

 

Relaterede artikler:

Delta finjusterer sommerrute til CPH

Største Boeing 767-fly kommer til København

Delta opruster på CPH-rute

Delta skærer ned i CPH