Qatar Airways Boeing 777-200LR (Foto: Darren Koch | GNU Free)

Diplomatisk krise kan tvinge Qatar Airways i knæ

Indtil videre har syv lande forbudt flyvninger til Qatar, da de mener, at den arabiske oliestat holder hånden over terrorister. Op imod 20 procent af flyvningerne aflyses.

Qatar, der i følge IMF er verdens rigeste land, er pludselig faldet i unåde hos syv arabiske stater. Således har Saudi-Arabien, De forenede Arabiske Emirater, Egypten, Bahrain og Yemen og sidenhen Libyen og Maldiverne afbrudt de diplomatiske forbindelser til emiratet, skriver flere nyhedsbureauer mandag. Udover afbrydelsen af de diplomatiske forbindelser er trafik mellem havne og lufthavn og også blevet forbudt.

Det kan med det samme aflæses på flytrafikken. Etihad Airways og Emirates har fra den 6. juni aflyst samtlige flyvninger til Doha igennem en længere periode, og Bahrain-baserede Gulf Air samt Saudi er også fulgt efter. Qatar Airways har reageret ved selv at aflyse samtlige flyforbindelser til de lande, der har valgt at isolere Qatar.

Ifølge den schweiziske luftfartsanalysevirksomhed CH-Aviation er 18,12 procent af den udbudte sædekapacitet hos Qatar Airways allokeret til fire markeder, henholdsvis Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater, Egypten og Bahrain. Det svarer til 33.691 ugentlige flysæder mellem Doha og Saudi-Arabien samt 31.247 sæder om ugen til markederne i De Forenede Arabiske Emirater, primært Dubai og Abu Dhabi. Til Egypten udbyder Qatar Airways 6.937 sæder, mens Bahrain repræsenterer 6.840 ugentlige udbudte flysæder.

Derfor kan den diplomatiske krise sende Doha-selskabet midlertidigt i knæ.

Støtter terrororganisationer
Udover at Qatar Airways bliver ramt ved, at adskillige flyvninger må aflyses, går det også ud over Emirates, Etihad Airways, Gulf Air, Egyptair, Yemenia, og Maldives.

Ifølge internationale medier har Saudi-Arabien også lukket sin grænse mod Qatar for at beskytte landets sikkerhed “mod faren fra terrorisme og ekstremisme”. Det er tilsyneladende Qatars tætte forbindelser til Iran samt beskyttelsen af terrororganisationen Det Muslimske Broderskab, der har fået de øvrige arabiske lande til at reagere. Men de pludselig sanktioner er kommet natten over, og har overrasket mange eksperter i Mellemøsten.

Qatar er medlem af Den Arabiske Liga , FN, GCC (Gulf Cooperation Council, red.) samt OPEC. Qatar står endvidere for at skulle afholde slutrunden ved verdenmesterskaberne i fodbold i 2022.

 

Relaterede artikler:

Qatar-rute til lille regional lufthavn

Qatar Airways tilbyder dobbeltseng i luften

Qatar Airways tvinger KLM til at lukke Doha-rute

Qatar Airways vil købe sig ind i endnu to flyselskaber

Qatar Airways straffer Airbus