Henrik Peter Jørgensen (Foto: CPH)

Direktør forlader Københavns Lufthavn

Kommunikationsdirektør Henrik Peter Jørgensen stopper i Københavns Lufthavn ved udgangen af januar måned.

Efter syv år i spidsen for kommunikationsaktiviteterne i Københavns Lufthavn forlader Henrik Peter Jørgensen sin stilling. Det sker med udgangen af denne måned.

Henrik Peter Jørgensen har været ansat i Københavns Lufthavn siden juni 2007, hvor han tiltrådte som driftsdirektør. Efter to år på posten som driftsdirektør blev han i 2009 udnævnt til Vice President External Relations, hvilket i daglig tale også hedder kommunikationsdirektør.

“Jeg er glad for at jeg sammen med mange dygtige kolleger har kunnet bidrage til at udvikle Københavns Lufthavn. CPH er et aktiv for regionen og hele Danmark, og det har været en spændende vej fra de godt 20 millioner årlige rejsende i 2007, til nu næsten 30 millioner. Samspillet med CPH’s mange interessenter blandt politikere, myndigheder, presse, virksomheder og organisationer i både Danmark og Sydsverige har ligget mit hjerte nær. Men ti år er lang tid, og tiden er nu kommet for mig til at prøve noget nyt. Jeg ved endnu ikke hvad fremtiden vil bringe,” siger Henrik Peter Jørgensen i en pressemeddelelse.

Leder efter ny direktør
Gennem de senere år har Henrik Peter Jørgensen offentligt skulle forsvare lufthavnens overordnede strategi, der ikke altid er blevet lige positivt modtaget af SAS, som lufthavnens største bruger.

“Henrik har siden 2007 bidraget til udviklingen af den lufthavn vi er stolte af i dag. Henrik er et respekteret medlem af Københavns Lufthavns direktion og har ydet en dedikeret indsats, som har haft væsentlig betydning for Københavns Lufthavns fremme og succes over årene. Direktionen er kede af at skulle sige farvel til en meget værdsat kollega og ønsker Henrik alt mulig succes for fremtiden,” siger Thomas Woldbye, der i dag er administrerende direktør for Københavns Lufthavne A/S.

Lufthavnen oplyser, at processen med at finde en ny direktør for CPH’s External Relations vil blive igangsat snarest muligt. Indtil videre deles opgaverne mellem Morten Boje Hviid, der er leder af Public Affairs & External Communication samt af pressechef Kasper Hyllested.

 

Relaterede artikler:

Erfaren kommunikationsrådgiver til CPH

Fagforeningsmand ny pressechef i CPH

Ny kommerciel direktør i CPH

Carsten Nørland forlader CPH