British Airways Boeing 787-8 Dreamliner. (Foto: British Airways )

Dreamliner mellem Stockholm og London

Stockholm befæster sin position som Skandinaviens Dreamliner-lufthavn nummer et, når selskabet fra midten af juli hver dag siger goddag til en britisk Boeing 787 Dreamliner.

Stockholms Arlanda-lufthavn kan efterhånden kalde sig Skandinaviens Dreamliner-lufthavn nummer et. Qatar Airways og Norwegian opererer godt nok Boeing 787 Dreamliner-fly til og fra både Oslo, Stockholm og København, ligesom Bergen og Gøteborg også er med i klubben af skandinaviske lufthavne, som får regelmæssigt besøg af drømmeflyet.

Men Stockholm Arlanda har ikke blot fornøjelsen af Dreamliner-flyene på de almindelige langdistanceruter. Lufthavnen lægger nemlig også asfalt til Norwegian’s brug af flyet på ture fra Stockholm til London Gatwick. Det sker som led i Norwegians ambitioner om at få sat selskabets sjette og syvende Boeing 787 Dreamliner-fly i drift stille og roligt uden de samme problemer, som plagede selskabet, da man tog de første to Dreamlinere i brug sidste år.

Træne besætninger
Nu melder endnu et Dreamliner-selskab sig på banen. Fra 15. juli til 10. august har British Airways således valgt at bruge ruten mellem London Heathrow og Stockholm Arlanda som den perfekte rute til at træne sine besætninger i at arbejde på flyet. Selskabets eftermiddagsafgang fra Heathrow kl. 13.20 vil således blive befløjet med Boeing 787 Dreamliner. Det samme gælder turen fra Arlanda kl. 18.10 tilbage til Heathrow.

Da British Airways i august sidste år modtog sit første Boeing 787 Dreamliner-fly blev det også benyttet på Stockholm-ruten i en periode. Det var dog på meget varierende tidspunkter og kun få gange om ugen. Nu sættes flyet ind regelmæssigt på ruten inden flyet sendes ud på de lange flyvninger til fremmede kontinenter.