Problemer med Dreamliner-fly kostede Norwegian knap 200 mio. kroner i 2013. Til gengæld øgede selskabet indtægterne fra gebyrer og salg på flyene med over 300 mio. kroner.
Der er formentlig ingen tvivl om, at Norwegian gerne havde undværet de massive problemer, som selskabets nye Boeing 787 Dreamliner-fly skabte i 2013. Flere måneders forsinket levering, tekniske fejl, aflysninger og forsinkelser har præget Dreamliner-flyene og de langdistanceoperationer, som flyene er rygraden i.
Problemerne er da også endt med at koste Norwegian i alt 193 mio. danske kroner i 2013. Pengene gik til indleje af reservefly, ekstra brændstof og omkostninger til hotel, mad og drikke for forsinkede passagerer, som blev berørt af de tekniske og operationelle problemer i langdistanceoperationen. Det fremgår af selskabets årsregnskab.
Behov for en bid brød
Men de lange flyveture har også øget selskabets indtægter fra gebyrer for bagage, salg af mad og drikkevarer ombord og lignende. For når flyvetiden er 10 timer eller mere fra Skandinavien til Bangkok, så bliver passagerernes behov for at medbringe kufferter og få en bid brød undervejs naturligvis større end hvad den eksempelvis er på en smuttur fra København til Aalborg.
Indtægterne fra gebyrer samt mad og drikke, det såkaldte ”ancillary revenue”, er således steget med 315,6 mio. danske kroner fra 1,258 mia. kroner i 2012 til 1,574 mia. kroner i 2013. En stigning på 25,1 procent.
I fjerde kvartal, hvor Dreamliner-problemerne kostede Norwegian 40 millioner kroner i ekstraudgifter, steg indtægterne fra mad, drikke og gebyrer med 106,5 mio. danske kroner til at indbringe i alt 410 mio. kroner. Det var en stigning på 35 procent og er blandt andet et resultat af at selskabet satte sin tredje Dreamliner i drift og åbnede ruter fra København, Oslo og Stockholm til Fort Lauderdale i Florida.
20 mio. passagerer
Norwegian kom ud af 2013 med et resultat før skat på 391 mio. danske kroner. Det er en tilbagegang på 167 mio. kroner i forhold til 2012. Fjerde kvartal viste et underskud på 253 mio. kroner mod et lille overskud året før på 20 mio. kroner.
Omsætningen i Skandinaviens næststørste flyselskab steg i 2013 med 21 procent i forhold til året før til knap 14 mia. danske kroner. Omsætningen i fjerde kvartal steg 22 procent til 3,4 mia. kroner.
Norwegian havde tre millioner flere passagerer i 2013 end året før og fløj i alt 20,7 millioner rejsende. 5,25 millioner passagerer fløj med selskabet i fjerde kvartal, hvilket udgjorde en passagervækst på 20 procent.
Enhedsomkostningerne faldt med seks procent fra 0,40 danske kroner i 2012 til 0,37 danske kroner i 2013. I løbet af 2014 forventer selskabet at nedbringe enhedsomkostningerne til 0,36 kroner.