Piloter, kabinebesætning og check-in-personale hos Air Greenland har fået nye uniformer, der har tydelige referencer til flyselskabets røde visuelle identitet. Uniformerne har været to år undervejs.
Passagerer hos Air Greenland vil fremover blive mødt af personale, der bærer nye uniformer – både på jorden og i luften.
Således fortæller det grønlandske flyselskab, at både piloter, kabinebesætning og check-in-personale fra mandag 2. juni 2025 har fået nye uniformer. Det er første gang i 15 år, at der skiftes uniformer hos Air Greenland.
De nye uniformer er tilpasset den alsidige hverdag, som medarbejderne arbejder under, og uniformerne trækker referencer til flyselskabets ikoniske røde visuelle identitet. Uniformerne har også fine detaljer, der afspejler Air Greenlands stærke forankring i det grønlandske samfund, lyder det fra flyselskabet.
Uniformer markerer en ny æra
Air Greenland har lanceret de nye uniformer kort før sommersæsonen, der er årets travleste periode. Samtidig markerer uniformerne en ny æra for flyselskabet, i forhold til at den første af tre nye lufthavne i Grønland er blevet taget i brug.
”Vi står foran en historisk sommersæson med en ny fartplan og en ændret konkurrencesituation. Derfor er det afgørende, at vi leverer en stærk og sammenhængende rejseoplevelse – fra det første møde i lufthavnen til ankomsten i eller fra Grønland,” siger Jacob Nitter Sørensen, administrerende direktør i Air Greenland.
Det er chefpiloterne for Airbus A330 og Dash-8, der sammen med chefen for kabinebesætningerne har udviklet uniformskollektionen. Krav om funktionalitet og fleksibilitet har haft størst prioritet.
”Uniformerne til flybesætningerne skal give god bevægelsesfrihed og kunne bruges lag på lag, så de passer til de skiftende forhold, inden- som udenfor kabinen, under alle årstiderne,” siger Mette Steenholdt, der er kabinechef hos Air Greenland.
To år undervejs
Fra beslutningen blev truffet, til kollektionen blev taget i brug af Air Greenlands personale, gik der omkring to år. Marketingchef Katja Vahl har været i spidsen fra idé til virkelighed, og hun er glad for, at de nye uniformer nu har set dagens lys.
”Der har været mange holdninger og ønsker at tage hensyn til undervejs i processen. Men det vigtigste har været at binde faggrupperne sammen i ét stærkt udtryk – uanset om man møder os i luften, i gaten eller på landingsbanen, uden at gå på kompromis med vores brandidentitet,” siger hun.
Prikkerne i Air Greenlands logo, der symboliserer iskrystaller, er integreret i uniformen. Herudover skaber eksempelvis håndledsvarmerne, der er inspireret af nationaldragten, en tydelig association til Arktis og den grønlandske kultur.
En vigtig del af den nye uniform er vingen, der er det mest ikoniske symbol for det flyvende personale. Vingen er blevet fornyet, og valget faldt på ørnevingen. Designet udtrykker styrke, ro og professionalisme, ligesom ørnen står for lederskab, autoritet og overblik, oplyser Air Greenland. Ørnen har stærk symbolik i Grønland og flyselskabets historie.
Relaterede artikler:
Air Greenland: Flere aflysninger i Nuuk end forventet