Emirates’ topchef, Tim Clark, afviser alle anklager fra tre amerikanske selskaber om, at Emirates skulle modtage ulovlig statsstøtte.
Emirates’ koncernchef Tim Clark afviste i denne uge anklagerne fra en række store amerikanske flyselskaber om, at Mellemøstens største flyselskab skulle have modtaget statsstøtte og dermed have en konkurrenceforvridende fordel over for amerikanske og europæiske flyselskaber.
Efter længere tids planlægning valgte Delta Airlines, American Airlines og United Airlines tidligere på måneden sammen at præsentere et 55-siders dokument, hvori selskaberne rettede hård kritik imod den mellemøstlige trio Etihad Airways, Qatar Airways og Emirates, der alle blev beskyldt for konkurrenceforvridning.
Anklagerne går på, at selskaberne til sammen har modtaget op imod 42 milliarder dollars i statsstøtte fra henholdsvis Qatar og Emiraterne, der ejer selskaberne. Dette er ifølge amerikanerne, der sammen kalder sig Partnership for Open and Fair Skies, i strid med en bilateral aftale selskaberne imellem og med til at mindske de amerikanske selskabers markedsandel i hjemlandet.
Emirates afviser alle anklager
Hos Emirates kan man dog ikke nikke genkendende til anklagerne, der blandt andet lyder på, at Mellemøstens største flyselskab skal have modtaget 2,7 milliarder dollars i dækning af brændstofstab, samt yderligere 1,6 milliarder dollars i akkreditiv.
På et pressemøde Washington D.C. i tirsdags fortalte koncernchef i Emirates, Tim Clark, blandt andet, at de 1,6 milliarder dollars som står anført i rapporten fra Partnership for Open and Fair Skies, er betalt til den statsejede fond ICD, der ejer flyselskabet, og altså ikke den anden vej rundt.
Derudover slog Tim Clark fast, at diverse regeringsinvesteringer i den nationale infrastruktur er foretaget med langsigtede fordele som mål, akkurat som i alle andre lande. Afgifterne i Dubai International Airport, der ifølge Clark i øvrigt er højere end i lignende lufthavne som i Kuala Lumpur, er dermed hverken til skade eller gavn for nogle af de flyselskaber, der benytter landets største lufthavn.
Bidrager til amerikansk vækst
Tim Clark mener derfor blot, at Emirates bidrager til konkurrencen på det åbne marked ved at tilbyde et godt produkt med høj service og konkurrencedygtige priser, og at selskabet i modsætning til amerikanerne ikke er ude på ”at skyde andre flyselskaber ned”.
Tværtimod har en række større investeringer, såsom bestillingen af 150 fly fra den amerikanske producent Boeing i 2013, samt Emirates’ mange ruteforbindelser fra USA via Dubai til hele verdenen, ifølge Clark bidraget til en stigning i eksport mellem USA og Emiraterne på hele 503 procent siden Emirates i 2004 startede flyvninger til USA.
Emirates har i øjeblikket 84 ugentlige flyvninger fra ni amerikanske lufthavne til Dubai, hvor passagerer herefter kan forbindes med 56 destinationer i Afrika, Asien og Mellemøsten, der ikke beflyves af nogle amerikanske selskaber.