Emirates Boeing 777-300ER

Emirates på vej til sekundær lufthavn

Emirates etablerer i begyndelsen af november en direkte rute fra Dubai til Bologna i Italien. Dermed kan det Dubai-baserede flyselskab have taget hul på en vækststrategi, der omfatter sekundære lufthavne i Europa.

Det fremadstormende flyselskab Emirates har igennem de seneste mange år haft tocifrede vækstrater og fået laveret og afgivet ordrer på nye fly i en takt, der kan tage pusten fra de fleste.

Ekspansionen har betydet, at Emirates i dag flyver til 31 af de 50 største lufthavne i Europa. Her er der vel at mærke tale om lufthavne med et betydeligt helårligt trafikpotentiale og ikke blot lufthavne som Antalya og Palma de Mallorca, der primært lever af turisterne i sommerhalvåret.

Alle større og relevante europæiske lufthavne med over 10 mio. passagerer årligt flyver Emirates i dag til. Eneste undtagelser er Lyon, Venedig, Larnaca, Malta, Glasgow og Newcaste, der har mellem 4,3 og 8,5 mio. årlige passagerer.

Fra den 3. november 2015 får Emirates sin 37. destination i Europa. Det bliver Bologna, der ligger i Norditalien, og ruten fra Dubai vil blive betjent med Boeing 777-3000ER fly på daglig basis.

Billund Lufthavn næsten ligeså stor som Bologna
Med beslutningen om at etablere en rute til Bologna kan noget tyde på, at Emirates har taget hul på en strategi med at etablere ruter til de sekundære lufthavne. Emirates flyver allerede til de største lufthavne og kan blot løbende indsætte større kapacitet hertil, efterhånden som efterspørgslen vokser.

Men der ligger givetvis også et markedet i at forsøge at etablere sig i et marked med en snes sekundære europæiske lufthavne med et passagerpotentiale på tre til 10 mio. passagerer.

Med 6,6 mio. årlige passagerer i Bologna, kunne Gøteborg-Landvetter lufthavnen med 5,2 mio. årlige passagerer også være potentiel til en Dubai-rute med Emirates. Det samme kunne være tilfældet med byer som Marseille, Bristol, Napoli, Hanover, Thessaloniki, Riga, Valencia og Eindhoven samt flere andre.

“Bologna er et industrielt centrum i Italien, og vi forventer at se en stærk efterspørgsel på såvel passagerer- og fragtsegmenterne. Vi kan tilbyde en let adgang til vores omfattende netværk i Asien inklusive Dubai, som er en af verdens hurtigst voksende økonomiske centre,“ udtaler Thierry Antinori, der er vicekoncernchef og ansvarlig for de kommercielle aktiviteter i Emirates.

Billund: Holder øje med ændrede strategier
Billund Lufthavn er på vej mod tre mio. passagerer og kunne sandsynligvis på sigt være potentiel til en Emirates-rute. Der er dog endnu ikke udarbejdet en business-case eller gjort overvejelser herom.

“Det er klart, at når der kommer sådanne nye bevægelser i markedet, så kan det være interessant at følge dem nøje. Det er vigtigt at holde vågent øje med, om selskaberne vælger nye strategier, der kan skabe mulighed for en lufthavn som vores,“ siger administrerende direktør Kjeld Zacho Jørgensen fra Billund Lufthavn i en kommentar til Emirates-ruten til Bologna.