Inden Emirates overhovedet har åbnet ruten mellem Dubai og Stockholm reducerer selskabet den udbudte kapacitet med knap 25 procent.
Den 4. september får Stockholm langt om længe en Emirates-rute til Dubai. Men noget tyder på, at svenskerne ikke har vist så stor forhåndsinteresse for ruten som Emirates havde forventet. Allerede inden det første fly er landet i Arlanda har Emirates således valgt at reducere kapaciteten med mellem 21 og 24 procent i de første to måneder.
Oprindeligt var det planen at bruge en Boeing 777-300ER med plads til mellem 354 og 364 passagerer i et tre-klasses layout syv dage om ugen. Men nu har Emirates besluttet kun at bruge denne flytype på tirsdage. De øvrige seks dage vil Stockholm-lufthavnen få besøg af et mindre Boeing 777-200LR fly, der har plads til 266 passagerer.
Igen og igen
Siden Emirates for flere år tilbage første gang satte hjulene ned på landingsbanen i Københavns Lufthavn har selskabet igen og igen sat større fly ind. Og i dag betjenes ruten af selskabets næststørste flytype, hvis man ser bort fra Airbus A380’eren. Det er en Boeing 777-300ER i et tre-klasses layout med plads til 427 passagerer. Næste udvidelse på Københavns-ruten må derfor forventes at være en ekstra daglig afgang. Enten hver dag eller måske i starten blot tre eller fire gange om ugen med Emirates mindste flytype, Airbus A330-200, der har plads til 237 passagerer på tre klasser.
Mens Emirates reducerer på Stockholm-ruten, så skruer man i samme periode op på ruten til Geneve. Her bliver et mix af Boeing 777-200LR og -300ER erstattet af Boeing 777-300ER på alle ugens syv dage.