De nye sæder på SWISS' Premium Economy. (Foto: SWISS | PR)

Endnu et flyselskab introducerer Premium Economy

SWISS har løftet sløret for flyselskabets bud på Premium Economy. Den første af selskabets 12 Boeing 777’ere har fået kabineklassen installeret, og de resterende er efter planen klar til maj.

Premium Economy bliver tilsyneladende mere og mere populært. Kabineklassen, der befinder sig mellem Economy og Business Class, rulles nu også ud hos det Lufthansa-ejede flyselskab SWISS, der vil udstyre alle selskabets 12 Boeing 777-300ER med mellemklassen.

SWISS oplyser, at det første fly, der bærer registreringsnummeret HB-JNH, allerede har fået installeret Premium Economy, og det vil påbegynde flyvningerne mellem Zürich og Miami i begyndelsen af marts.

I midten af april vil rejsende, der skal til San Francisco, også kunne booke billet til mellemklassen, og i slutningen af samme måned introduceres den også på flyvninger til São Paulo i Brasilien. Det forventes, at Premium Economy vil være installeret på samtlige 12 fly inden udgangen af maj i år.

Større seat pitch end SAS og Finnair
SWISS’ bud på Premium Economy vil strække sig over 24 sæder, der installeres i en 2-4-2-konfiguration. Det er to færre end hos Finnair, der også for nyligt begyndte udrulningen af mellemklassen på selskabets langdistancefly.

Sæderne er fremstillet af virksomheden ZIM Aircraft Seating, og de er beklædt med stof fra tekstilvirksomheden Lantal Textiles, mens armlænene er af læder. Sædet er placeret i en hård skal, som det kan justeres i, hvilket har den fordel, at andre passagerer ikke skal tage hensyn, hvis sædet skubbes tilbage.

De har et såkaldt seat pitch på 39 tommer. Det er afstanden mellem sædets stoleryg og stoleryggen på sædet foran. Det er en smule mere end på Premium Economy hos både SAS og Finnair, hvor det tal er 38 tommer.

De første i koncernen
Sæderne er blevet udstyret med en skærm på 15,6 tommer, der kan benyttes til at tilgå film, serier og musik på flyselskabets In-flight Entertainment System. Rejsende får også udleveret et par støjreducerende hovedtelefoner, der kan benyttes sammen med systemet.

Derudover er der rig mulighed for at lade smartphones og bærbare computere op, da hvert sæde har to stik til USB-A samt et almindeligt strømstik. Derudover er der også adgang til et bord, en læselampe samt opbevaringsrum til diverse ejendele.

Sæderne er nyudviklede og ifølge SWISS bliver flyselskabet det første i Lufthansa-koncernen, der får dem installeret ombord. Hvert sæde er desuden udstyret med en udtrækkelig væg, der kan hjælpe med at skabe privatliv, såfremt det ønskes.

Flere valgmuligheder for mad og drikke
Udover bedre benplads og splinternye sæder er der også andre fordele for de rejsende, der vælger at flyve på Premium Economy med SWISS. De får mulighed for at få to stykker bagage gennem check-in. De må veje 23 kilo stykket, hvilket er dobbelt så meget som på Economy Class.

Derudover får de rejsende mulighed for at vælge mellem tre forskellige måltider, hvoraf et af dem er fremstillet af Hiltl, der er verdens ældste vegetariske restaurant. Passagererne tilbydes desuden også en særlig velkomstdrink, der er brygget på hyldeblomst.

Forud for flyvningen kan passagerer bestille andre retter fra et menukort, der så vil blive serveret undervejs. På flyvningen er alkohol som vin, øl eller andet gratis, fortæller SWISS.

Har haft fokus på bæredygtighed
De rejsende får desuden et sæt med mindre genstande, der kan være en hjælp undervejs. Flyselskabet oplyser ikke, hvad det præcis vil bestå af, men lignende sæt har tidligere eksempelvis indeholdt en taske med toiletsager eller en holder til ens pas.

Der er blevet lagt meget arbejde i designe dette sæt, da SWISS ville have, at det skulle være så bæredygtigt som muligt. I stedet for at benytte plastik, har flyselskabet i højere grad end tidligere forsøgt at gøre brug af forskellige former for papirprodukter.

Den filosofi har SWISS også brugt i andre dele af udviklingen af den nye kabineklasse. Det fortæller den kommercielle direktør Tamur Goudarzi Pour fra flyselskabet. Han understreger, at SWISS har en målsætning om at gøre hele værdikæden omkring flyrejser så bæredygtigt som muligt.

 

Relaterede artikler:

Finnair afslører længe ventet Premium Economy

”Premium Economy er det mest profitable område i flyet”

SWISS afslører ny Premium Economy