Passagerer i Københavns Lufthavn (Foto: Jasper Carlberg)

ERA: Flysikkerhed truet af EU261-forordning

Europæiske regionale flyselskaber har gennemført undersøgelser, der viser, at EU261-passagerforordningen er en trussel mod både sikkerhed og økonomi.

På sin netop overståede generalforsamling har European Regions Airline Association (ERA) sat fokus på passagerforordningen EU261/2004, der regulerer kompensation til passagerer i forbindelse med forsinkelser og aflysninger.

Der har i mange år været rettet hård kritik mod forordningen, da den udgør en stigende økonomisk byrde for flyselskaberne og er årsagen til, at flysikkerheden er kommet under pres. 

Nu er ERA i stand til at dokumentere, at der er noget om snakken. Man har hyret risk management-virksomheden Gallagher til at analysere 170.000 fly- og kundedata i forbindelse med 1.500 forsinkelser og aflysninger for at få et detaljeret indblik i, hvordan det påvirker flyselskabernes økonomi. Herudover har flysikkerhedsvirksomheden Baines Simmons gennemført en undersøgelse hos 300 ansatte hos europæiske flyselskaber og beslægtede virksomheder for at finde ud af, hvordan EU261 påvirker i dagligdagen.

Forurolignende høj risikovillighed
Konklusionerne er ganske opsigtsvækkende. Hele 67 procent af respondenterne i Baines Simmons-undersøgelsen anfører, at EU261-forordningen har haft en negativ indflydelse på flysikkerheden, mens 49 procent mener, at den har påvirket sikkerhedskulturen i deres virksomhed i negativ retning.

Hvis ankomsten til destinationen er forsinket med tre timer eller mere, har passagererne – afhængig af årsagen til forsinkelsen – efter passagerforordningen ret til en kompensation på enten 250, 400 eller 600 euro, alt efter hvor lang en flyvning, der er tale om.

Udsigten til at skulle kompensere op til 200 passagerer på en flyafgang, kan være medvirkende til, at nogle flyselskaber og piloter af og til tager nogle chancer, der i værste fald kan bringe flysikkerheden i fare. Det er nok de færreste piloter, der vinder en popularitetspris, når de kommer hjem fra en vagt med en EU261-sag i bagagen som muligvis kan skyldes en fejlvurdering.

“Jeg har sammen med mit team afsløret foruroligende niveauer af risikovillighed som et resultat af det oplevede pres, som EU261 medfører for at undgå dyre forsinkelser. Dette ERA-dokument om EU261 skitserer en overbevisende grund til at ændre forordningen af en række forskellige årsager, og vi er glade for at kunne hjælpe både EASA og EU med at afdække perspektivet omkring sikkerhedsrisikoen,” siger Bob Simmons, der direktør og ejer hos Baines Simmons.

Kompensation højere end billetpris
Det er ikke blot sikkerheden, der er i fare. Økonomien hos flyselskaberne er også truet, da EU261-kompensationerne udgør en størrelse, der ikke har nogen proportionalitet i forhold til, hvad der kan være betalt for billetten.

I den undersøgelse, som Gallagher har foretaget for ERA, dokumenteres det blandt andet, at kompensationerne i gennemsnit er 296 procent højere, end hvad der er betalt for flybilletten, og det samlede beløb til kompensationer efter EU261 er blevet tredoblet siden 2016.

“EU261 lægger en urimelig økonomisk byrde på små til mellemstore luftfartsselskaber, der opererer med meget lave marginer, har lavere gennemsnitlige billetpriser, strammere tidsplaner og færre ressourcer til håndtere krav og juridiske og administrative procedurer og omkostninger; de påvirkes derfor uforholdsmæssigt af forordningen…Derudover bør et luftfartsselskab aldrig straffes økonomisk for at have brugt den nødvendige tid til at udføre sikkerhedsrelaterede procedurer,” siger Montserrat Barriga, der er direktør for ERA.

Forslag til ændringer
ERA foreslår derfor en række tiltag til at modernisere EU261-forordningen. Først og fremmest ønsker man, at kompensationerne fra de mindre flyselskaber med under 2,5 millioner årlige passagerer reduceres med 50 procent, da det ikke er muligt for mindre flyselskaber at absorbere forsinkelser og aflysninger i samme grad som større flyselskaber.

Herudover ønsker man en maksimumgrænse for kompensationen i forhold til, hvad der er betalt for flybilletten, ligesom der er et ønske om at udvide tidsgrænsen fra tre til fire timer. Endelig er der også et forslag om, at det kun er den første aflyste – eller forsinkede – flyvning, der skal kompenseres for, således at der ikke skal betale kompensation på resten af flyvningerne samme dag.

 

Relaterede artikler:

Lufthansa vil mindske EU261-regningen

Ny EU-dom kan begrænse flyselskabers EU261-ansvar

EU 261/2004: Den forhadte forordning