Etihad-selskab øger til CPH

Air Serbia, der for nylig tog navneforandring, efter Etihad Airways købte 49 procent af aktierne, vil nu flyve dagligt til København året rundt.

Det serbiske flyselskab JAT Airways fik for nylig ny hovedaktionær. Det var Abu Dhabi-baserede Etihad Airways, der købte de maksimale 49 procent af aktierne, som det er tilladt selskaber udenfor EU at eje i et europæisk flyselskab.

Etihad startede med at omdøbe JAT Airways til Air Serbia samt give selskabet en helt ny indentitet rent brandingsmæssigt. Men det slutter ikke her. Med udgangspunkt i kapitaltilførslen vil Air Serbia øge trafikken til udvalgte destinationer i Europa, herunder København.

I sommertrafikprogrammet har Air Serbia fløjet fem gange om ugen mellem Beograd og København suppleret af konkurrenten Norwegian, der har haft to ugentlige afgange mellem København og Serbiens hovedstad.

Når vintertrafikprogrammet træder i kraft den 27. oktober tager Air Serbia første skridt i retning af en daglig operation til København. Fartplanen lægges om, og der forsættes med fem ugentlige afgange, inden der opgraderes til daglige forbindelser fra 1. januar 2014.

Nye Airbus A319-fly
Fra den 1. januar vil der blive fløjet på tirsdage, torsdage og lørdage fra Beograd kl. 07.15 med ankomst i København kl. 09.40. Her vender flyet på 45 minutter og sætter kursen tilbage til Beograd kl. 10.25 med ankomst 12.30 i den serbiske hovedstad. Denne flyvning gennemføres med næsten helt nye fly af typen Airbus A319, som Air Serbia har lejet fra Adria Airways med økonomisk hjælp fra Etihad Airways.

På mandage, onsdage, fredage og søndag flyves fra Beograd kl. 17.55 med ankomst i København kl. 20.20. Herefter går returrejsen tilbage kl. 21.00 med ankomst i Beograd kl. 23.05. Her er det til gengæld Air Serbias ældre Boeing 737-300 fly, der benyttes på aftenrotationen.

Det er ikke blot Københavns Lufthavn, der får øget opmærksomhed fra det serbiske flyselskab. Fra den 1. januar 2014 vil der også være daglig flyforbindelse fra Beograd til Stockholm-Arlanda, mens Oslo endnu ikke er kommet på radaren hos Air Serbia. Men til gengæld flyver Norwegian flere gange ugentligt til Beograd fra Oslo og i sommerhalvåret også fra Stockholm og København.