Den islandske vulkan Fagradalsfjall ved et udbrud i 2021. Foto: Mokslo Sriuba, CC 4.0

Fagradalsfjall: EASA holder øje med islandsk vulkan

EASA holder et vågent øje med den islandske vulkan Fagradalsfjall, hvor der er fare for et snarligt udbrud. Agenturet vil samarbejde med relevante luftfartsaktører ved et eventuelt udbrud.

Mange mennesker holder i øjeblikket vejret i Island som følge af en ulmende vulkan, der kan være på vej til et udbrud.

Der er tale om vulkanen Fagradalsfjall på Reykjanes-halvøen uden for Reykjavik, og samtlige indbyggere i byen Grindavik er blevet evakueret som følge af, at lokale myndigheder frygter et snarligt udbrud.

Situationen har fået Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur, EASA, til at udsende en meddelelse om, at der er iværksat en skarp overvågning af den islandske vulkan som følge af risikoen for et stort udbrud. Vulkanen har været i udbrud flere gange de seneste år uden at skabe problemer for flytrafikken.

’I tilfælde af et udbrud og udvikling af en askesky vil agenturet samarbejde med andre luftfartsaktører om at vurdere påvirkningen for luftfarten og komme med anbefalinger i overensstemmelse hermed,’ lyder det fra EASA.

Gjorde store erfaringer fra 2010-udbrud
EASA holder skarpt øje med Fagradalsfjall, da erfaringen har vist, at et vulkanudbrud kan få store konsekvenser for flytrafikken.

Således blev den europæiske flytrafik lammet, da vulkanen Eyjafjallajökull gik i udbrud i 2010 og sendte store askeskyer op i luften. Rigtig mange flyvninger blev forsinkede eller aflyst i en række lande, fordi aske fra en vulkan potentielt set kan føre til tekniske problemer, hvis en vis mængde bliver suget ind i flymotorerne.

Vulkanudbruddet og de mange konsekvenser for flytrafikken blev analyseret, hvilket førte til en langt bedre forståelse af truslen fra en askesky. Ligesom beredskabet i luftfartssektoren blev styrket til bedre at kunne vurdere og afbøde potentielle fremtidige risici.

EASA vil efter behov i forbindelse med den aktuelle situation med Fagradalsfjall opdatere sin underside Volcanic Ash.

En vis risiko for flytrafik
Selv om der lurer et potentielt stort vulkanudbrud fra Fagradalsfjall, vil det efter al sandsynlighed ikke få somme konsekvenser for flytrafikken som ved vulkanudbruddet i 2010.

Det vurderer Jonathan Porter, der er chefmeteorolog ved vejrtjenesten AccuWeather. Blandt årsagerne til, at der dengang blev dannet en stor askesky, var, at vulkanen var dækket af en gletsjer i modsætning til den nuværende situation. Det var mødet mellem lavaen og den smeltende gletsjeris, der fik sendt store mængder aske op i luften.

Ifølge Jonathan Porter vil Fagradalsfjall dog stadig kunne sende vulkansk aske op i atmosfæren, som vil kunne blive båret videre af vinden. Meteorologen vil derfor ikke afvise, at et potentielt udbrud kan resultere i lukkede luftrum og dermed forsinkede eller aflyste flyvninger.

Fra Icelandic Meteorological Office lyder det, at der er en betydelig sandsynlighed for et snarligt vulkanudbrud i Fagradalsfjall.

 

Relaterede artikler:

Venter ikke lige så store flyforstyrrelser som i 2010

Vulkanudbrud nær Keflavik forstyrrer endnu ikke flytrafik

PLAY-direktør: Vulkanudbruddet kan hjælpe os