(Foto: Morten Lund Madsen)

Finnair-frasalg baner vej for lufthavnsudvidelse

Finnair skiller sig af med bygninger i Helsinki Lufthavn for at gøre plads til en lufthavnsudvidelse, der skal være med til at absorbere Finnairs forventede passagervækst.

Finnair har købt 19 nye Airbus A350-fly og har allerede fået det første leveret. Flyene skal være med til at realisere Finnairs mål om at fordoble antallet af langdistancepassagerer fra 2010 til 2020. Det betyder, at der også bliver brug for at udvide lufthavnen i Helsinki, som er Finnairs trafikknudepunkt. Det er her alle selskabets langdistancepassagerer mellem Europa og Asien skifter fly.

For at udvidelsen af lufthavnen kan finde sted, så har det statsejede Finnair solgt en stor fragtterminal og en hangar i Helsinki Lufthavn til den ligeledes statsejede lufthavnsoperatør Finavia.

Forventes at have vokseværk
Fragtterminalen og hangaren vil blive revet ned for at gøre plads til udvidelsen af lufthavnen. Det sker dog først, når Finnair har flyttet sine luftfragtaktiviteter over i en ny moderne fragtterminal, som står klar i 2017.

Det er nemlig ikke kun antallet af passagerer, som Finnair forventer vil vokse gevaldigt i de kommende år i takt med at selskabet ekspanderer på eksisterende ruter til Asien og åbner nye Asien-ruter. Også luftfragten forventes at have vokseværk.

Finnair står for omkring 65 procent af trafikken i Helsinki Lufthavn. Flyselskabet og lufthavnsoperatøren arbejder da også tæt sammen om at skabe de bedste rammer for Finnairs operation.

Helsinki Lufthavn. Foto: Morten Lund Madsen.