Finnair i defensiven

Finnair ligner i stigende grad et luftfartsselskab, der er trængt i defensiven. Selskabets aktieværdi er reduceret med næsten 19 procent siden årsskiftet, hvilket har kostet ca. 120 millioner euro eller godt 900 millioner danske kroner. Jordskælvskatastrofen i Japan sætter nu selskabet under yderligere pres.

I øjeblikket holder man vejret hos bestyrelse og direktion i det finske luftfartsselskab Finnair. Selskabet har igennem de seneste fem år leveret relativtmagre økonomiske resultater, og selskabet har fået en svag start på året med rekordstort fald i belægningsprocenten på de vigtige ruter til Asien.

Værdien af selskabets aktier er samtidig faldet med 18,65 procent siden årsskiftet, således at der er blevet barberet ca. 120 millioner euro, eller godt 900 millioner danske kroner af markedsværdien, der lige nu er på godt 525 millioner euro svarende til lidt mere end 3,9 milliarder kroner.

Årsagen til den nuværende bekymring i ledelsen er i høj grad udviklingen i Japan efter den nylige jordskælvskatatstrofemed risikoen for spredning af radioaktiv stråling.

Finnair har nemlig tre japanske ruter blandt de nuværende ni højtprofilerede Asien-ruter. I dag flyver Finnair samlet 18 gange ugentligt mellem Helsinki og destinationerne Tokyo, Nagoya og Osaka. Det svarer til ca. 25 procent af de nuværendesamlet 66 ugentlige afgange på Asien-ruterne.

Da ruterne til og fra Japan samtidig er kendt for at have en relativ høj gennemsnitsindtægt pr. passager, kan Finnair risikere at blive hårdt ramt, hvis trafikken til og fra Japan kommer til at dykkevoldsomt over en længere periode.

Finnair har som et af de eneste luftfartsselskaber holdt stand i trafikken til og fra Tokyo uden operationelle ændringer.De fleste andre europæiske luftfartsselskaber har valgt Seoul, Beijing, Hong Kong eller Osaka og Nagoya i det sydlige Japan som midlertidige baser. Men man skulle helt frem til fredag den 18. marts før Finnair ikke længere holdt fast i den direkte operation mellem Helsinki og Tokyo.

Det finske selskabvalgte fra og med afgangen ifredags og foreløbigtfrem til den 22. marts at omdirigere Tokyo-flyet AY074 til at operere via Nagoya, hvor der foretages en teknisk mellemlanding. Det betyder, at Finnair midlertidigt har oprettet base i den japanske storby længere mod syd. Konsekvensen for de rejsende bliver en forlængelse af rejsetidenmed ca. 2 timer. Ændringen påvirker dog ikke det ordinære fly fra Helsinki til Nagoya.

Finnair er noteret på fondsbørsen i Helsinki og har den finske stat som den største aktionær med 55,8 procent af aktierne. Skagen Global Verdipapirfonds ejer ca. 5,6 procent af aktierne, mens de resterende ca. 39 procent af aktierne er spredt på omkring 7.000 aktionærer.