Finnair på kundejagt i europæiske lufthavne

Finnair er i gang med en turné til en række store europæiske lufthavne for at kapre kunder til bonusprogrammet.

Stadig flere utraditionelle metoder bliver taget i brug for at kapre kunder hos luftfartsselskaberne. Således er Finnair i gang med en større kampagne i en række europæiske lufthavne for at tiltrække flere passagerer til selskabets flyvninger.

Det er særligt budskabet om Finnairs ruter til Asien, der skal promoveres på den utraditionelle salgsturné. Finnair har allerede besøgt lufthavnene i København, Stockholm, Hamburg, Manchester, Milano og Amsterdam. Herudover er Finnair på vej til at besøge lufthavnene i Oslo, München, Bruxelles og Warszawa.

Finnair Plus

Medlemskab af Finnair Plus tegnes gennem lufthavnskampagner

Salgsturnéen afsluttes med en kampagne i Shanghai samt i én af de tre japanske lufthavne, som Finnair beflyver fra Helsinki.

Finnair oplyser, at der er hvervet mange nye kunder til selskabets Finnair Plus loyalitetsprogram gennem lufthavnskampagnerne. De rejsende kan tilmelde sig på stedet og får til gengæld en introduktionsrabat på 10.000 points til programmet.

Finnair Plus har fire medlemsniveauer, henholdsvis Basic, Silver, Gold og Platinum og giver fordele og rabatter ved rejse med Finnair eller en af partnerne i oneworld-alliancen.