Finnair får næste sommer flere afgange til Osaka, Tokyo og Hongkong. Samtidig øges sædekapaciteten til Japan og Kina med indsættelse af flere Airbus A350-fly.
Finnairs appetit på flyforbindelser til det østlige Asien synes nærmest umættelig, og selskabet vil også næste sommer forsætte sin ekspansion på ruterne fra basen i Helsinki til Japan og Kina.
Finnair vil i den næste sommersæson tilføje flere forbindelser på en række af sine japanske ruter og samlet set øge sin sædekapacitet til Japan med 15 procent i sommersæsonen 2019 i forhold til denne sommer.
Selskabet øger med yderligere tre afgange om ugen på ruten mellem Helsinki og Osaka, og dermed kommer Finnair til at have i alt 10 ugentlige forbindelser på ruten i sommersæsonen fra 31. marts 2019.
De ekstra afgange tilføjes onsdage, fredage og søndage med afgang fra Helsinki kl. 00.45, så selskabet på disse ugedage får to daglige forbindelser til Osaka.
Finnair har denne sommers fløjet med to daglige forbindelser til Tokyo, og det vil selskabet også gøre i hele sommersæsonen 2019, ligesom der vil blive tilføjet et tredje dagligt fly under Japans Golden Week-ferie i begyndelsen af maj. Med disse ændringer øger Finnair sin kapacitet til Tokyo med ni procent sammenlignet med sommersæsonen 2018.
A350 i stedet for A330
Derudover tilføjer Finnair også kapacitet på Nagoya-ruten ved at flyve med Airbus A350-900 fly fra 5. maj og fremefter i stedet for Airbus A330-300. A350-900 flyet har henholdsvis 297 og 336 sæder i Finnairs to versioner af flyet, mens A330-300 flyene i Finnair-flåden har henholdsvis 289 og 263 sæder.
I samarbejde med Oneworld-alliancepartneren Japan Airlines vil Finnair nu tilbyde op til 41 ugentlige forbindelser mellem Helsinki og Japan i løbet af sommeren 2019.
“Vi fortsætter med at gennemføre vores vækststrategi, og de nye tilføjelser styrker vores tilbud på de vigtigste asiatiske markeder yderligere,” siger Juha Järvinen, Finnairs kommercielle direktør.
“Rejser mellem Asien og Europa er vokset støt de seneste år, og vi forventer, at denne tendens fortsætter i fremtiden,” siger han.
Fire ekstra afgange til Hongkong
Foruden Japan vil Finnair også øge antallet af afgange på ruten til Hongkong næste sommer. Denne sommer tilbyder Finnair ti ugentlige forbindelser til Hongkong, mens selskabet går op på 12 ugentlige flyvninger i den kommende vintersæson.
Næste sommer skrues der op til to daglige forbindelser mellem Helsinki og Hongkong, så der bliver i alt 14 ugentlige forbindelser til den asiatiske metropol med det nye Airbus A350-fly året rundt fra sommeren 2019.
Selskabet vil endvidere øge sin kapacitet på Guangzhou-ruten, hvor der ligeledes indsættes et A350-fly. Finnair vil have fire forbindelser til Guangzhou i sommersæsonen 2019 og øge sin sædekapacitet på ruten med 16 procent i forhold til sommeren 2018.
Samlet set vil Finnair næste sommer få en vækst i sædekapaciteten til Kina (inklusive Hongkong) på 12 procent i forhold til denne sommer, og der vil i alt være 42 ugentlige forbindelser mellem Helsinki og Kina.
Relaterede artikler:
Finnair sætter ny passagerrekord