Finnair verdensmester i punktlighed

Finnair var i 2015 det mest punktlige større flyselskab i verden. Oneworld-alliancen havde samlet set de mest punktlige medlemmer.

Officielt er det japanske Japan Air Lines, der løber med titlen som verdens mest punktlige større flyselskab på baggrund af Flightstats’ målinger, i det 89,44 procent af selskabets 270.000 flyvninger ankom inden for de 15 minutter efter planlagt ankomsttid, som Flightstats betragter som rettidig ankomst. Men det skyldes alene, at Flightstats kun har kigget på 36 af de allerstørste selskaber og ikke en bredere kreds af flyselskaber med ruter på sine hjemmekontinenter og fremmede kontinenter.

Ser man derimod på alle de flyselskaber, som er med i de tre store luftfartsalliancer Star Alliance, oneworld og Skyteam, så skiller et selskab sig klart ud, og det er Finnair. I 2015 ankom 93,13 procent af finnernes 107.000 flyvninger til tiden. Kun den russiske oneworld-kollega S7 Airlines ogdet mellemamerikanske Star Alliance-medlem Copa Airlines kan også bryste sig af at have haft mere end 90 procent rettidige flyvninger.

Hos SAS kom 87,42 procent af 298.000 flyvninger til tiden, mens 82,66 procent af Norwegians 166.000 flyvninger ankom til tiden. En præstation, der gør Norwegian til det syvende mest punktlige lavprisflyselskab i verden. Bedst blandt lavprisflyselskaberne er Iberia Express med 93,5 procent af alle flyvninger til tiden.

Gør sig umage
Finnair og de øvrige medlemmer af oneworld-alliancen hiver titlen som den mest punktlige alliance hjem igen i år. Det skyldes blandt andet Finnair og Japan Air Lines flotte resultater, en stærk forbedring hos Iberia og generelt en lille alliance med selskaber, der gør sig umage. Og så spiller det også ind, at oneworld ikke har nogle flyselskaber fra det kinesiske fastland som medlemmer. Det er nemlig de kinesiske selskaber, der trækker især Skyteam ned.

Mens Cathay Pacific med 69,03 procent er eneste oneworld-selskab med en punktlighed under 70 procent, så har Skyteam tre kinesiske selskaber, der scorer fra 62,35 procent ned til 46,43 procent. Samme billede tegner sig delvist hos Star Alliance. Her er bundskraberen kinesiske Shenzhen Airlines, hvor kun 47,32 procent af selskabets 220.000 flyvninger ankom til tiden.