Flemming Jensen stopper i SAS

Koncerndriftsdirektør Flemming Jensen stopper 1. maj næste år for at blive direktør for DSB. Flemming Jensen er i dag eneste dansker i SAS’ koncernledelse.

Efter 25 år i SAS og de sidste tre år i koncernledelsen som koncerndriftsdirektør stopper danske Flemming Jensen for at blive direktør for DSB fra 1. maj næste år. Det skriver selskabet i en pressemeddelelse torsdag formiddag.

“Det har ikke været en nem beslutning. Jeg er meget glad for at arbejde for SAS, hvilket også er grunden til, at jeg har været med i virksomheden i så lang tid. SAS er en fascinerende virksomhed med gode folk. Men muligheden for at bruge min erfaring i en rolle som koncerndirektør og bidrage til at udvikle DSBs forretning, er en udfordring, jeg ikke kunne modstå,“ siger Flemming Jensen.

55-årige Flemming var perioden 2002 – 2008 chefpilot i SAS. Han er medlem af forretningsudvalget og hovedbestyrelsen i Dansk Industri og medlem af bestyrelsen i Industriens Arbejdsgivere i København (IAK). Flemming Jensens uddannelsesmæssige baggrund er pilot i Det Danske Flyvevåben.

“Jeg har værdsat mit samarbejde med Flemming Jensen. Gennem sine mere end 25 år i SAS, har han ydet et stort bidrag til forretningen, og jeg er ked af, at han har besluttet at forlade SAS. Når det er sagt, så har jeg stor respekt for hans beslutning, og jeg er glad for, at vi i SAS kan levere virkelig kompetente ledere til at blive koncerndirektører i andre selskaber,“ siger Rickard Gustafson, koncernchef i SAS.

Ved udgangen af oktober forlader danske Henriette Fenger Ellekrog SAS’ koncernledelse for at blive HR-chef i Danske Bank. Dermed er Flemming Jensen eneste dansker i SAS’ otte mand store koncernledelse. Marketingdirektør Eivind Roald er eneste nordmand. Koncernchef Rickard Gustafson og yderligere fire svenskere kipper med det blå-gule flag. Henriette Fenger Ellekrogs afløser er også svensker.

Hvem der skal afløse Flemming Jensen er endnu ikke afgjort.