Airbus A321-fly fra Thomas Cook Airlines i Sydeuropa.

Flere charterfly fra Bornholms Lufthavn

Rejsearrangøren Spies tilføjer i år en ekstra charterafgang fra Bornholms Lufthavn, hvor antallet af charterpassagerer er tredoblet de seneste år.

Bornholms Lufthavn har i løbet af de seneste seks år oplevet en tredobling i antallet af charterpassagerer, og den kommende sommersæson er der udsigt til endnu flere charterrejsende.

Det er Danmarks største rejsearrangør Spies, der tilbyder charterrejser sydpå til bornholmerne. Mens omkring 750 bornholmere i 2012 rejste på ferie med Spies fra Bornholms Lufthavn, var antallet af passagerer sidste år vokset til over 2.100, som fordelte sig på 10 fly henover sommeren og efteråret.

Direkte til De Kanariske Øer
I år skruer Spies yderligere op for blusset, idet 11 Airbus-fly fra Thomas Cook Airlines skal flyve direkte fra Bornholm til ni rejsemål i Sydeuropa og De Kanariske Øer. I denne uge blev Gran Canaria tilføjet som det sidste rejsemål på trafikprogrammet for 2019, ligesom Tenerife også er på programmet med direkte forbindelse.

”Dermed opfylder vi et udtalt ønske om at få direkte flyvninger til De Kanariske Øer uden stop undervejs. Ønsket kan vi opfylde med nye Airbus 321-fly med længere rækkevidde end tilsvarende fly,” siger produktchef Carlos Cebrian fra Spies.

Spies vil formentlig benytte Airbus A321-200 fra søsterselskabet Thomas Cook Airlines Scandinavia på ruterne fra Bornholm. Airbus-flyet har plads til 212 passagerer og en rækkevidde på 5.600 kilometer. Hovedparten af selskabets A321-fly er under fem år gamle.

Tyrkiet som rejsemål igen
Mens de fleste destinationer kun betjenes én gang i perioden fra den 2. april til den 17. oktober, flyver der to gange til henholdsvis Mallorca og Rhodos. Efter flere års pause er Tyrkiet i øvrigt tilbage på bornholmernes fartplan med en afgang til Antalya rejsemål som Alanya, Belek og Side.

Ifølge Carlos Cebrian går det indtil videre godt med salget af charterrejser fra Bornholm.

”Med baggrund i den varme sommer 2018, bliver Bornholms Lufthavn nok en af de meget få nordeuropæiske lufthavn med øget chartertrafik i 2019. Lige nu har vi solgt halvdelen af vores 2018-rejser og i april og maj ligger bookingprocenten på hele 80,” siger produktchefen.

Rekordmange fly under Folkemødet
Bornholms Lufthavn har i det hele taget udsigt til en travl sommer, hvor ikke mindst trafikken under Folkemødet i juni ser ud til at sætte rekord.

Danish Air Transport (DAT) har besluttet at indsætte fly fra syv andre danske lufthavne til Bornholm under Folkemødet, hvor DAT i alt har 166 afgange til Bornholm – heraf 107 fra København.

SAS vil som noget nyt i år også vil flyve til Bornholm i forbindelse med Folkemødet og tilbyder 33 afgange fra København.

DAT ventes ifølge Bornholms Lufthavn også at gentage en række sommerruter og charterflyvninger fra jyske lufthavne til Bornholm, ligesom Alsie Express genoptager sin sommerrute fra Sønderborg til Bornholm, som havde premiere sidste år.

 

Relaterede artikler:

Bornholms Lufthavn forventer vækst i 2019

DAT-fly fra hele Danmark til Folkemødet

Alsie Express åbner ny indenrigsrute

Kategorier

Annoncer

.
.