Boeing 737 MAX 8 i sin fulde længde. Foto: Boeing

Flere end hundrede Boeing 737 MAX sat på jorden

I alt 19 flyselskaber verden over – herunder 13 kinesiske – har indtil nu groundet sine Boeing 737 MAX 8-fly efter søndagens tragiske styrt med pågældende flytype i Etiopien.

En Boeing 737 MAX 8 fra det afrikanske flyselskab Ethopian Airlines styrtede søndag morgen ned kun seks minutter efter afgang fra Addis Ababa i Etiopien. Flyet var på vej mod Nairobi i Kenya, men det fik problemer, og alle 149 passagerer og otte besætningsmedlemmer om bord omkom ved styrtet.

Den 29. oktober sidste år styrtede ligeledes en Boeing 737 MAX 8 fra det indonesiske lavprisflyselskab Lion Air kort efter afgang fra Jakarta. Alle 189 personer om bord døde ved ulykken.

To hændelser inden for fem måneder med en Boeing-flytype, der gik på vingerne i 2017, har fået adskillige selskaber verden over til mandag at sætte pågældende flytype på jorden. Også selv om årsagen til flystyrtet endnu ikke er kendt. Indtil videre er der meldinger om, at langt over 100 Boeing 737 MAX 8-fly er blevet groundet efter det tragiske styrt i Etiopien.

Ethiopian grounder ulykkes-flytype
I Kina har landets luftfartsmyndighed udsendt en meddelelse, hvori de beder samtlige nationale operatører af flytypen om at sætte flyene på jorden senest mandag klokken 18 lokal tid. Det svarer til mere end en fjerdedel af verdens samlede flåde af Boeing 737 MAX 8.

Den kinesiske luftfartsmyndighed tager nu kontakt til Boeing og Federal Aviation Administration (FAA) for at høre om det videre forløb omkring sikkerhed. Luftfartsmyndigheden vil informere de kinesiske flyselskaber, når flyene atter må gå på vingerne.

“Da to ulykker begge involverede et nyligt leveret Boeing 737 MAX 8-fly – og skete under startfasen – har de en vis grad af lighed,” skriver den kinesiske luftfartsmyndighed i en erklæring. De kinesiske flyselskaber Air China, China Eastern Airlines, China Southern Airlines og Hainan Airlines har tilsammen 96 Boeing 737 MAX 8. Herudover har ni andre kinesiske flyselskaber groundet denne flytype.

Søndages flystyrt har ligeledes fået Ethiopian Airlines til at sætte sine tilbageværende fire Boeing 737 MAX 8 på jorden.

”Selvom vi endnu ikke kender årsagen til styrtet, har vi besluttet at sætte den pågældende flytype på jorden som en ekstra sikkerhedsforanstaltning,” meddeler det ulykkesramte Ethiopian Airlines mandag.

Mange MAX-fly er groundet
Også Cayman Airways har reageret efter søndagens styrt. Det caribiske flyselskab har således valgt at grounde sine to Boeing 737 MAX 8, indtil der foreligger mere information fra Boeing og FAA.

“Vi tilbyder vores værdifulde kunder vores fortsatte forsikring om, at alle tilsyn og nødvendige handlinger, der er nødvendige for sikker drift af vores MAX 8’er, vil blive gennemført, før flyet returnerer til service,” siger Fabian Whorms, koncernchef i Cayman Airways.

Indonesien har ligeledes indført krav om, at alle landets flyselskaber grounder Boeing 737 MAX 8.Det er samlet 15 fly fra Lion Air og Garuda Indonesia, der derved ikke kan komme i luften.

Foruden de nævnte flyselskaber har også Royal Air Maroc og MIAT Mongolian Airlines groundet MAX 8-flyene. Indtil videre har i alt 19 flyselskaber således sat flytypen på lufthavnsasfalten efter søndagens flykatastrofe.

Norwegian flyver videre
De største europæiske operatører af Boeing 737 MAX 8 tæller Norwegian, Icelandair, TUI og Turkish Airlines med henholdsvis 15, fire, ni og 11. Flere af selskaberne her desuden ordre på flere af denne flytype.

Norwegian er det eneste af de nævnte flyselskaber, der indtil videre har reageret efter ulykken i Etiopien. Det norske lavprisflyselskab meddeler, at det flyver videre med typen.

”Alle vores 737 MAX 8-fly flyver som normalt. Vi er, som altid, i tæt dialog med Boeing og forholder os til deres anbefalinger. Vores passagerers sikkerhed kommer altid først. Vi ønsker ikke at kommentere eller spekulere yderligere om denne tragiske hændelse,” udtaler Tomas Hesthammer, Norwegians flyvechef, til Ekstra Bladet.

Boeing har indtil videre fået ordrer på i alt 5.111 Boeing 737 MAX-fly – herunder versionerne MAX 8, MAX 9 og MAX 10. Den amerikanske flyproducent har indtil videre leveret 350 til flyselskaber verden over.

 

Relaterede artikler:

Ethiopian Airlines MAX 8-fly styrtet ned

Nyt Boeing-fly styrter i havet med 189 personer ombord

Den anden sorte boks fra Lion Air-fly er fundet

Boeing 737 MAX 8 på dansk indenrigsrute

Dreamliner-rute mellem Stockholm og Oslo