Airbus A350-900 fra Lufthansa i München Lufthavn. (Foto: Michael Fritz)

Flere nye langdistanceruter fra München

München Lufthavn fortsætter oprustningen med langdistanceruter. I den kommende vinter udvider Lufthansa med Sao Paulo og Vancouver, og fra marts 2025 kommer tre nye ruter fra et andet langruteselskab.

I det store Lufthansa-hub i München er der for alvor kommet gang i den interkontinentale trafik efter coronapandemien, og det ser ud til at fortsætte.

I denne sommer har Lufthansa åbnet ruter fra den sydtyske lufthavn til Bangalore (Bengaluru), Johannesburg og Seattle og samtidig indsat A380’eren til Boston, New York, Los Angeles, Washington D.C. og Delhi.

I det kommende vintertrafikprogram vil Lufthansa fra 9. december åbne en rute til Sao Paulo i Brasilien med tre ugentlige afgange opereret af en Airbus A350, og sommerruten til Vancouver forlænges samtidig ind i vintertrafikprogrammet, så det bliver muligt tre gange om ugen at flyve med A350 til Canadas tredjestørste by.

Vintertrafikprogrammet træder i kraft søndag den 27. oktober og varer frem til og med lørdag den 29. marts 2025, og i den periode vil Lufthansa tilbyde den 509 sæder store Airbus A380 til Bangkok, Delhi og Los Angeles, mens New York og Washington D.C. går tilbage til A350-kapacitet.

Disover Airlines åbner langrutebase
Det er dog ikke alene Lufthansa, der skaber vækst i München Lufthavn. Datterselskabet Discover Airlines vil også være med.

I begyndelsen af 2025 vil Discover Airlines basere to Airbus A330’ere i München Lufthavn, hvorfra selskabet hidtil kun har fløjet til destinationer med kort- og mellemdistancefly.

Det betyder i første omgang, at der etableres nye helårsruter til Orlando, Windhoek og Calgary.

Fra München til Orlando vil Lufthansa-selskabet tilbyde tre ugentlige afgange fra 3. marts 2025, og fra den 1. april kommer Windhoek med, hvortil der også vil blive fløjet tre gange om ugen. Endelig vil Discover Airlines fra den 12. april åbne en rute til Calgary, som vil blive betjent med fem ugentlige afgange.

“Udvidelsen af ​​vores aktiviteter i München er en vigtig milepæl for os. Med dette skridt fokuserer vi konsekvent på vores mål om at udvide Lufthansas tilbud på de to store tyske hubs med alsidige, attraktive feriemuligheder, der giver rejsende endnu flere valgmuligheder,” siger Bernd Bauer, der er administrerende direktør for Discover Airlines.

Discover Airlines tilbyder på sine langdistanceruter et treklasses servicekoncept med henholdsvis economy, premium economy og business class.

 

Relaterede artikler:

Ny rekord: 36 Lufthansa-langdistancefly i München

Lufthansas Airbus A380 fra München i juni

Lufthansa vil flyve mere langdistance fra München