Næste år vil både Lufthansas langdistanceflåde og antallet oversøiske destinationer, der betjenes, slå rekord i lufthavnen i München. Flyselskabet har desuden yderligere A380-planer for 2025.
Selvom årets sommertrafikprogram først rinder ud i slutningen af oktober, har man i Munich Airport allerede blikket fast rettet mod næste år, da der er udsigt til, at lufthavnen i München vil sætte rekord i mængden af oversøisk trafik i løbet af sommersæsonen i 2024.
Næste års sommertrafikprogram bliver nemlig første gang, at Lufthansa har 36 langdistance-basefly i lufthavnen, og det vil betyde, at man kan øge antallet af oversøiske destinationer, der betjenes hver uge, fra de nuværende 150 til i alt 190.
Det kan ses som en fjer i hatten for lufthavnen, da Lufthansa hidtil særligt har benyttet Frankfurt Airport som omdrejningspunkt for selskabets langdistanceflyvninger. I tillæg til flere basefly sætter det tyske flyselskab desuden også flere nye destinationer på afgangstavlerne i München.
Nye ruter og flere frekvenser
Det oplyses, at fra den 30. maj næste år vil etablere en ny rute med en daglig flyvning mellem lufthavnene i München og Seattle.
I det kommende vintertrafikprogram driver Lufthansa desuden en rute fra den tyske lufthavn til Bangalore, og nu lyder det, at denne vil blive videreført således, at den kommer til at blive betjent med op mod seks ugentlige flyvninger i sommeren 2024. Begge ruter skal beflyves med Airbus A350-fly.
I næste års sommertrafikprogram vil Lufthansa derudover foretage flere flyvninger til Hongkong hver uge, mens også Johannesburg sættes på rutekortet fra Munich Airport. Når denne rute igangsættes med tre ugentlige flyvninger fra den 3. juni, vil det være første gang siden 2005, at selskabet beflyver den sydafrikanske by fra München.
Yderligere øges frekvensen til Beijing, Osaka og San Diego fra de nuværende tre ugentlige afgange til daglige flyvninger.
Får flere A380-destinationer
Seks af Lufthansas basefly i München ventes at blive Airbus A380’ere. Som det også er i øjeblikket, skal flytypen benyttes på selskabets ruter til lufthavnene i Boston, Los Angeles samt New York, men næste sommer vil også Washington og Delhi bliver A380-destinationer.
Forventningen er desuden, at antallet af A380’ere vil blive øge med yderligere to i 2025, fortæller lufthavnen.
München indgår også i planerne hos Lufthansa-datterselskabet Discover Airlines, der ventes at have fem basefly i lufthavnen til næste år. Det drejer sig om Airbus A320-fly, og disse skal ifølge planerne betjene 23 destinationer med 60 flyvninger fra lufthavnen om ugen. Selskabet vil derudover foretage langdistanceflyvninger fra Munich Airport i begyndelsen af 2025.
Fra Danmark flyver Lufthansa til lufthavnen i München fra lufthavnene i København og Billund.
Relaterede artikler:
Lufthansa-selskab bliver til Discover Airlines