Flyselskaber på forpladsen i Hamborg Lufthavn. (Foto: Hamburg Airport | PR)

Flere passagerer i oktober end i juli i danskerlufthavn

Hamborg Lufthavn, der i normale år, benyttes af flere hundrede tusinde danske rejsende, satte passagerrekord i oktober efter coronapandemien. Lufthavnen mangler dog stadig 25 procent af passagererne.

Den alternative danskerlufthavn i Hamborg er nu for alvor kommet op i omdrejninger efter coronapandemien. Mens andre lufthavne toppede i løbet af sommeren og viste de højeste passagertal siden COVID-19, så skulle man i den nordtyske lufthavn helt hen til dette års oktober, inden det for alvor tog fart.

I oktober var der således 1,23 millioner passagerer, der benytte Hamborg Lufthavn, hvilket dermed er den største måned siden coronapandemien. Fredag den 7. oktober var der næsten 50.000 passagerer, der skulle igennem terminalerne, og det er det højeste antal siden 2019. 

Men Hamborg Lufthavn har dog stadig en lang rejse foran sig, inden man kommer op på passagertallene fra 2019, da lufthavnen stadig ligger omkring 25 procent under 2019-niveauet.

“Efter at antallet af passagerer havde holdt sig stabilt på et højt niveau i sommeren, steg efterspørgslen igen i efteråret. Både inden for og udenfor ferien blev mange nordtyskere draget mod solen. Dette viser meget tydeligt, at der er meget at indhente efter coronapausen,” siger Katja Bromm, kommunikationschef i Hamborg Lufthavn.

Før coronapandemien var Hamborg Lufthavn den femtestørste i Tyskland med 17,3 millioner årlige passagerer.

Oktober oversteg juli
Det var dog efterårsferien, der var med til at sikre en stærk oktober i Hamborg Lufthavn. Ferien startede i den første uge i oktober i Hamborg og Slesvig-Holsten, og i ferieperioden blev der alene registreret 712.000 passagerer.

Den første uge i oktober nåede passagertallet op på 294.000, og det var faktisk højere end nogle af ugerne i sommerferien, hvor der var 280.000 rejsende i den største uge i juli.

Hamborg Lufthavn oplyser, at det er de varme destinationer, der trækker rejselysten ved indgangen til efteråret. Mallorca var ikke overraskende på førstepladsen, tæt forfulgt af Kreta og Antalya. Men lufthavnen melder også om interesse for lidt mere usædvanlige og fjerntliggende rejsemål som eksempelvis Trivandrum i Indien, Papeete i Fransk Polynesien samt Kangerlussuaq i Grønland.

Udover det høje passagertal kan den nordtyske lufthavn glæde sig over, at to tredjedele af alle passagerer rejser med de 11 flyselskaber, der giver adgang til at bruge bagage-drop maskinerne i Terminal 1 og 2, og hver fjerde passager sørger i dag selv for indcheckning af kufferten. Det tal ventes at blive ændret til hver tredje kuffert i 2023.

 

Relaterede artikler:

Biometriske flyrejser nu muligt fra Hamborg

Danskerlufthavn forudser hård vinter

Slut med New York-rute fra Hamborg