SAS’ åbning af indenrigsruten til Billund har sandsynligvis fået Flybe til at trække følehornene til sig. Nu er selskabets danske indenrigsambitioner udskudt halvanden måned og reduceret til Bornholm-ruten fra 28. oktober.
Det britisk-finske regionalflyselskab Flybe Nordic fastholder, at de har ambitioner om at gå ind på det danske marked for indenrigsflyvning. Men et kig på selskabets ønsker til start- og landingstilladelser i Københavns Lufthavn viser, at selskabet fortsætter med at udskyde den forventede opstartsdag og nu har reduceret ruteambitionerne til kun at omfatte en enkel rute mellem København og Bornholm med syv daglige rotationer fra 29. oktober.
For bare få uger siden var ambitionen at starte indenrigsruter fra København til både Bornholm og Billund fra 9. september. Og i dagene efter Cimber Sterlings konkurs den 3. maj talte Flybe om en hurtig opstart med flyvninger fra København til Bornholm, Billund og Karup.
At Flybe nu har opgivet at beflyve Billund-ruten hænger sandsynligvis tæt sammen med, at SAS begyndte at flyve fem daglige returflyvninger ruten fra midten af august. Og i Karup ville Flybe skulle bide skeer med Norwegian, der har fløjet op til fire daglige returflyvninger på ruten siden 5. maj og også tidligere har betjent ruten. Nordmændene er dermed sandsynligvis langt bedre kendt af vestjyderne.
Færre muskler
På ruten til Bornholm vil Flybe skulle konkurrere med Danish Air Transport (DAT), der har langt færre økonomiske muskler end både Flybe, SAS og Norwegian. Til gengæld har DAT, siden de åbnede ruten den 3. maj, arbejdet målrettet med at knytte tætte bånd til bornholmerne og ligefrem lanceret konceptet ”Bornholmerflyet”.
Flybe forsikrede i starten af august CHECK-IN.dk om, at de stadig havde planer om en entré på det danske marked. Det budskab blev gentaget af selskabets øverste direktør, Mike Rutter, i det internationale brancheblad Air Transport World for cirka 10 dage siden.