En Boeing 737-800 fra det norske lavprisflyselskab Flyr. Foto: Lufthansa Technik/Flyr

Flyr i udvidet samarbejde med Lufthansa

Flyr har udvidet partnerskabet med Lufthansa Technik, der de næste tre år skal lave de store eftersyn af flyselskabets Boeing 737-fly i afdelingen i Budapest.

Et allerede eksisterende samarbejde mellem Flyr og Lufthansa Technik omkring komponenter til fly bliver nu udvidet.

Således har det norske lavprisflyselskab og det tyske selskab indgået en aftale på tre år, der betyder, at Lufthansa Technik skal udføre omfattende basisvedligeholdelse af Flyrs fly, der består af flytyperne Boeing 737-800 og Boeing 737 MAX 8.

Aftalen og arbejdet med serviceeftersyn af fly er begyndt i indeværende måned, og eftersynene bliver udført hos Lufthansa Techniks afdeling i den ungarske hovedstad, Budapest.

”Lufthansa Technik har støttet os med komponentservice og været en pålidelig partner siden starten i 2021. Vi er meget sikre på, at den gode støtte og samarbejde vil fortsætte, når vi starter vores første tunge vedligeholdelseseftersyn,” siger Magnus Wannebo, teknisk direktør hos Flyr.

Skal vedligeholde nye MAX-fly
Flåden hos Flyr består af seks Boeing 737-800 med en gennemsnitsalder på 10 år samt seks af de noget nyere Boeing 737 MAX 8, der har en gennemsnitsalder på knap et år.

”Flyr bygger en state-of-the-art-flåde med Boeing 737-800’erne og især 737 MAX. Vores team i Budapest forberedte sig tidligt til de første Boeing 737 MAX-basisvedligeholdelser, og som et kompetencecenter ser vi nu særligt frem til Flyrs flåde,” siger Tanja Pustolla, salgschef hos Lufthansa Technik.

I forvejen har Flyr altså været en såkaldt Total Component Services-kunde hos Lufthansa Technik, siden flyselskabet kom på vingerne i juni 2021. Med samarbejdet med Flyr har Lufthansa Technik udvidet sine aktiviteter i det nordlige Europa, samtidig med at selskabet forstærker sin tilstedeværelse på det norske marked.

Lufthansa Technik er nemlig en velkendt størrelse flere steder i Europa – men ikke mindst i Norden. Det tyske selskab har blandt andet vedligeholdelsesaftaler omkring fly med SAS og Norwegian, hvor aftalen med sidstnævnte selskab indkluderer fuldt eftersyn af samtlige Boeing 737-800.

 

Relaterede artikler:

Flyr indgår aftale med Norges største rejsearrangør

Kunstig intelligens skal øge indtægterne hos Flyr

Flyr vil flyve i Nordamerika om vinteren