Flyselskab betaler for at få passagerer ombord

Hos det ungarske lavprisflyselskab Wizz Air har man kunnet købe flybilletter fra Malmø til Katowice for en basispris af minus 90 kroner.

Op til jul kunne man se den norske salgs-og marketingdirektør i SAS, Eivind Roald, blive citeret for, at det allerede i 2018 kunne blive gratis at flyve med SAS.Visionen er, at passagerene på sigt kun skal betale for skatter og afgifter, mens resten skal finansieres af reklamer og mersalg.

Reaktionerne var en smule hovedrysten i branchen, men måske får SAS-direktøren alligevel ret i sine forudsigelser.

Det ungarske lavprisflyselskab Wizz Air, der flyver til 12 destinationer fra Sturup-lufthavnen ved Malmø, har allerede vist vejen.

En af vores læsere købte den 11. december en returbillet fra Malmø til Katowice og betalte 178 svenske kroner. Ganske opsigtsvækkende var den rene flyandel på minus 90,66 svenske kroner, hvilket betyder, at flyselskabet har betalt for at få den pågældende passager ombord.

Service Beskrivelse Pris i SEK
Base fare Ticket Fare -90,66
TAX 1 Passenger Service Charge 118,66
ADM Administration Fee 75,00
ADM Administration Fee 75,00
Grand total 178,00

Kilde: Bookingbekræftelse ref. KCCF2X

Wizz Air næstbedst i verden til gebyrer
Skatter og afgifter på billetten udgør 118,66 svenske kroner, og Wizz Air har tilsyneladende administrationsgebyret på 75 svenske kroner per strækning som reguleringsmekanisme til at sikre, at det hele ikke skal foræres væk.

Det er tidligere set, at Ryanair har solgt flybilletter med en basispris på en krone, hvilket også var det samme som Norwegian gjorde, da lavprisflyselskabet gjorde sin entré på København-Karup ruten i 2010. Men det er aldrig før set, at et flyselskab har solgt billetter med en basispris, der har været negativ.

De såkaldte supplerende tillægsydelser udgør en stadig stigende andel af især lavprisflyselskabernes indtægtsbase.Wizz Air er et af de flyselskaber, der henter den største andel af indtægter gennem salg af tillægsydelser.

I konsulentvirksomheden IdeaWorks Company seneste analyse af flyselskabernes tillægsydelser kommer Wizz Air ind på en andenplads blandt samtlige flyselskaber i verden. Hele 34,9 procent af indtægterne hos Wizz Air kommer fra tillægsydelserne kun overgået af Florida-baserede Spirit Airlines med 38,4 procent. Såvel Ryanair som easyJet er placeret noget længere nede på listen.