Cathay Pacific Airbus A350-900 XWB i London Gatwick Airport (Foto: Cathay Pacific)

Flyselskab sætter 72 fly til langtidsopbevaring

Hong Kong-selskabet Cathay Pacific vil langtidsparkere 40 procent af sin flåde. Selskabet fløj i august med næsten 99 procent færre passagerer end i august sidste år.

Hong Kong-flyselskabet Cathay Pacific var allerede før coronapandemien i krise og ramt af en nedgang i passagertallet som følge af de voldsomme politiske uroligheder i Hong Kong, og coronapandemien har for alvor kastet selskabet ud i en økonomisk krise.

Det store asiatiske flyselskab står ifølge koncernchef Ronald Lam Siu-por foran “en lang og usikker vej til bedring”, og vil kun kunne overleve krisen, hvis det det omstrukturerer og tilpasser sig en post-pandemisk fremtid.

”Vi afværger stormen for nu, men faktum er, at vi simpelthen ikke overlever, medmindre vi tilpasser vores flyselskaber til det nye rejsemarked,” siger Ronald Lam Siu-por i en pressemeddelelse.

På vej med stor omstrukturering
Cathay Pacific planlægger derfor en gennemgribende omstrukturering af selskabet, og de nærmere detaljer om planen ventes offentliggjort i løbet af oktober.

Allerede nu ligger det dog fast, at flyselskabet vil langtidsparkere 40 procent af sin flyflåde – eller 72 fly – uden for Hong Kong, mens man tidligere kun planlagde at langtidsparkere 60 fly. Cathay Pacifics flåde består af store langdistancefly som Boeing 777, Boeing 747, Airbus A350 og Airbus A330.

De ændrede planer for langtidsparkeringen af fly kommer efter en august måned, hvor Cathay Pacific med blot 35.773 passagerer havde hele 98,8 færre passagerer end i samme måned året før.

Endvidere fløj selskabets fly med en gennemsnitlig belægningsprocent på kun 19,9, hvilket er den laveste belægningsprocent nogensinde, siden selskabet begyndte at rapportere om belægningsprocenter.

Fyringer kan være på vej
Sidste uge meddelte Cathay Pacific og det regionale søsterselskab Cathay Dragon, at de ikke vil tage imod yderligere lønkompensation fra staten. Dermed kan der være banet vej for, at selskaberne vil skære i antallet af stillinger.

Cathay Pacific blev i juni reddet af en statslig hjælpepakke på 27,3 milliarder Hong Kong-dollar (22 milliarder kroner) ligesom selskabets aktionærer har bidraget med yderligere 11,7 millioner Hong Kong-dollar (9,4 milliarder kroner).

Der var hårdt brug for hjælpen til selskabet, da Cathay Pacifics regnskab for første halvår 2020 viste et tab på 9,87 milliarder dollar (otte milliarder kroner).

 

Relaterede artikler:

Cathay har tabt 45 millioner kroner om dagen

Cathay lukker midlertidigt seks internationale ruter

Cathay Pacific vil fjerne 30 procent af kapaciteten