Parkerede fly fra Lufthansa (Lufthansa | PR)

Flyselskaber tynges af faste omkostninger

Flyselskaberne er ikke i stand til at reducere omkostninger i takt med den faldende indtjening. Det vil ifølge IATA føre til flere fyringsrunder og konkurser i 2021.

Mens krisen i luftfarten forværres dag for dag, kan flyselskaberne kun overleve ved at skabe balance mellem indtægter og udgifter. Det er imidlertid en vanskelig balancegang, da flyselskaberne samtidig skal bevare evnen til sikkert og effektivt at øge deres operationer, når efterspørgslen stiger igen.

Det siger generaldirektøren for flyselskabernes internationale sammenslutning IATA, Alexandre de Juniac, på baggrund af en ny IATA-analyse, der viser, at luftfartsindustrien ikke kan reducere omkostningerne tilstrækkeligt til at undgå afskedigelser og konkurser i 2021.

Flyselskaber verden over har allerede taget drastiske skridt til at reducere deres omkostningerne, men omkring 50 procent af selskabernes omkostninger er faste eller delvist faste omkostninger – i hvert fald på kort sigt. Resultatet er, at omkostningerne ikke er faldet lige så hurtigt som indtægterne, påpeger IATA.

”Vi kan ikke reducere omkostningerne hurtigt nok til i forhold til de faldende indtægter,” siger Alexandre de Juniac.

Likviditet til mindre end ni måneder
Ifølge IATA har flyselskaberne i gennemsnit kun likviditet til at opretholde 8 ½ måneders drift, og der er ikke udsigt til forbedringer i de kommende måneder.

”Fjerde kvartal af 2020 vil være ekstremt vanskeligt, og der er ikke meget der tyder på, at første halvdel af 2021 vil være væsentligt bedre, så længe grænserne forbliver lukkede og ankomstkarantænerne fortsætter,” siger Alexandre de Juniac.

IATA peger på flere årsager til, at flyselskaberne på trods af en omhyggelig styring af omkostninger sandsynligvis ikke vil se omkostningerne falde proportionalt med reduktionen i selskabets flyvninger.

  • Leasingselskaberne giver kun prisreduktioner i begrænset omfang.
  • En større andel af kortdistanceflyvninger øger omkostningerne pr. flådeenhed.
  • Brændstofpriserne forventes at stige i 2021.

Lønomkostninger skal yderligere ned
Lønninger er også en stor omkostningspost for flyselskaberne, og IATA forventer, at flyselskaberne bliver nødt til yderligere at reducere antallet af medarbejdere for at bringe omkostningerne til lønninger ned til det laveste niveau i de seneste år.

Ifølge IATA’s nye analyse forventes flyselskabernes samlede indtægter i 2021 at være 46 procent lavere end i 2019. I IATA’s foregående analyse forventede organisationens, at indtægterne i 2021 ville falde med omkring 29 procent i forhold til 2019.

 

Relaterede artikler:

IATA: Reel risiko for katastrofale jobtab

IATA: Det begyndende opsving er aflyst

IATA: Det værste år i luftfartens historie