Norwegian (til venstre) og easyJet, runway incursion i Edinburg (foto fra AAIBs rapport)

Flyveleder-elev skabte farlig situation med Norwegian-fly

Norwegian-fly landede i Edinburgh to sekunder efter, at et easyJet-fly var lettet fra samme bane. Rapport viser, at flyveleder-elev og dennes instruktør havde et ansvar for den farlige situation.

875 meter. Så kort var afstanden mellem en easyJet-maskine under takeoff og et landende Norwegian-fly. Og da Norwegian-flyet satte hjulene på landingsbanen i Edinburgh, havde easyJet-maskinen netop sluppet asfalten knap 900 meter længere fremme og befandt sig i en højde af blot 60 fod (cirka 18 meter) over den skotske landjord.

Norwegian-maskinen, en Boeing 737-800 med registrering EI-FJW, var på vej fra Stewart International Airport lige uden for New York til Edinburgh med 159 passagerer og syv besætningsmedlemmer, mens easyJets Airbus A320-200 med registrering OE-IVC skulle fra Edinburgh til Luton med 180 passagerer og seks besætningsmedlemmer.

Snarrådig flyveleder reddede situationen
Den britiske havarikommission (AAIB) har netop frigivet sin rapport om hændelsen, som fandt sted 13. august sidste år. Og rapporten viser, at en uerfaren flyveleder-elev under oplæring bar en stor del af skylden for, at de to fly kom så tæt på hinanden. Rapporten når også frem til den konklusion, at en snarrådig beslutning truffet af flyveleder-elevens instruktør, der sad lige bag eleven, sandsynligvis afværgede en endnu farligere situation.

Grunden til, at flyene i det hele taget kom så tæt på hinanden, skyldes ifølge rapporten flere faktorer. Der var nogle få ting – som for eksempel en tændt stop bar på tærsklen til startbanen, som flyveleder-eleven var lidt for længe om at få slukket – der forsinkede easyJet-maskinen nogle få sekunder. Og det landende Norwegian-fly fløj, efter aftale med flyveleder-eleven, en smule hurtigere end normalt.

Så først flyet sent
Samtidig var vejret ualmindelig dårligt med regn og lave skyer over Edinburgh-lufthavnen den augustdag sidste år, hvilket gjorde, at flyveleder-eleven først meget sent havde visuel kontakt med Norwegian-maskinen under indflyvningen.

Men da flyet kom ud af skyerne blot 0,5 nautiske mil (926 meter) fra bane 06, traf flyveleder-elevens instruktør beslutningen om at lade Norwegian-flyet lande som planlagt, idet han vurderede, at det ville skabe en endnu farligere situation, hvis han bad Boeing-maskinen om at afbryde landingen og lave en go around.

Det ville nemlig betyde, at man så havde to fly – både den startende Airbus fra easyJet og Norwegian-maskinen – i lav højde og lav fart i et vejr med dårlig sigtbarhed.

Vant til travle lufthavne
Rapporten slår også fast, at piloterne på Norwegian-maskinen hverken undrede sig over den højere hastighed eller den sene landingstilladelse, da de var vant til indflyvninger i endnu travlere luftrum i for eksempel London Gatwick-lufthavnen.

Og endelig fatsslår rapporten, at besætningen på easyJet-maskinen aldrig blev klar over, at de havde en landende Boeing meget tæt bag sig.

Hændelsen har betydet, at flyvekontroltjenesten i lufthavnen i Edinburgh har indført en række sikkerhedsforanstaltninger for at forbedre procedurerne for sidemandsoplæring af flyveleder-eleverne.

 

Relaterede links

Undersøger årsagen til dramatisk baneafkørsel

Pilotfejl årsag til baneafkørsel af Norwegian-fly

Finner skal undersøge alvorlig hændelse med Norwegian-fly