Miami Air-fly efter landingen i Jacksonville Naval Air Station. (Foto: NTSB/Eric Weiss)

Undersøger årsagen til dramatisk baneafkørsel

Samtlige 143 ombordværende slap med skrækken, da en Boeing 737-800 fra Miami Air International kørte i vandet efter landingen i Jacksonville i Florida.

Den amerikanske flyhavarikommission, der er en del af National Transportation Safety Board (NTSB), er i gang med at kortægge årsagerne til, at en Boeing 737-800 med 136 passagerer og syv besætningsmedlemmer sent fredag aften lokal tid forulykkede efter landingen i Jackonsville Naval Air Station i den nordøstlige del af Florida.

Flyet, der tilhørte Miami Air International, var chartret af det amerikanske forsvarsministerium og havde som flight LL293 gennemført en to og en halv times lang flyvning fra Leeward Point Field i Guantánamo med militær personnel og deres pårørende fra den omstridte flådebase i Guantanamobugten i den sydøstlige del af Cuba. Miami Air International udfører denne flyvning, kendt som “the rotator”, to gange om ugen.

Ved landingen kørte flyet 380 meter ud over baneenden og kom til standsning på lavt vand i St. Johns River. Samtlige ombordværende blev reddet ud, og i første omgang blev 21 personer kørt til hospitalet med lettere kvæstelser.

Uvejr i området
Det er endnu uklart, hvad der kan have været årsagen til, at flyet ikke formåede at standse på den 2.740 meter lange bane. Vejrdata viser, at der var er kraftigt uvejr i området, og banen skulle ifølge lokale forlydender have været meget våd ved landingen, hvilket kan have givet en forringet banefriktion.

Flyet var en 18 år gammel Boeing 737-800 (registrering N732MA, red.), der blev leveret til Miami Air International i april 2001. Dette fly har gennem tiden også været beskæftiget hos britiske XL Airways og hollandske TUI Airlines.

De amerikanske medier har gjort meget ud af at fortælle, at der ikke var tale om en Boeing 737 MAX, og Boeing Commercial Airplanes måtte vanen tro rykke ud med en erklæring i anledning af havariet.

“Boeing yder teknisk bistand på anmodning af og under ledelse af US National Transportation Safety Board (NTSB), da agenturet udfører undersøgelsen. I overensstemmelse med protokollen om undersøgelser af flyulykker skal alle forespørgsler om undersøgelsen rettes til NTSB,” skriver Boeing i en pressemeddelelse.

 

Relaterede artikler:

SAS-fly kørte for langt på landingsbanen

Primera Air-fly overløb banen ved landing

Pilotfejl årsag til baneafkørsel af Norwegian-fly