Foto: Pieter van Marion / Commons Wikipedia

Forbud mod KLM-strejker indtil torsdag

Den hollandske arbejdsret forbyder strejker blandt KLM´s medlemmer af fagforeningen FNV indtil på torsdag kl. 14.00, hvor retten afsiger en foreløbig kendelse.

Den 30. juni udløb en 18 måneder lang kollektiv aftale mellem KLM og det hollandske flyselskab jordpersonale, der tæller omkring 14.500 ansatte.Parterne er endnu ikke blevet enige om en ny aftale, hvilket kompliceres af, at der er hele fem fagforeninger, som man skal nå til enighed med.

Fire af de fem fagforeninger sidder i øjeblikket og tygger på det seneste udspil fra KLM, men fagforeningen FNV har ikke ønsket yderligere dialog med KLM. Ifølge KLM var det hensigten, at op imod 250 FNV-medlemmer onsdag aften i sidste uge skulle have gennemført en strejke mellem kl. 19.30 og 21.00. En aktion, der ville have kostet flyselskabet mellem tre og fire mio. euro, eller op imod 30 mio. danske kroner.

KLM indbragte strejkevarslet for den hollandske arbejdsret, der nedlagde forbud mod strejken og samtidig meddelte, at man havde brug for mere tid for at kunne gå dybere ned i sagen. Rettens afgørelse vil derfor blive meddelt på torsdag den 11. august kl. 14.00, og indtil dette tidspunkt har retten forbudt enhver form for strejke eller andre uplanlagte afbrydelser af arbejdet.

Klar til forhandlinger
FNV-medlemmer gennemførte for 10 dage siden aktioner, der resulterede i, at flere tusinde passagerer måtte flyve fra Amsterdam-Schiphol uden bagage, ligesom flere flyafgange blev forsinkede og passagerer mistede videre forbindelser.

KLM er indtil videre tilfreds med arbejdsrettens afgørelse, da selskabet finder det urimeligt, at en arbejdsnedlæggelse blandt 250 ud af 14.500 ansatte i jordfunktionerne skal forstyrre rejseplanerne for tusindvis af rejsende.

“Vi har inviteret FNV til at gentoptage forhandlingerne, da vi har en mistanke om, at stridspunkterne faktisk er meget mindre, end der oprindeligt er givet udtryk for. KLM er klar til at genoptage dialogen når som helst,” lyder det i en meddelelse fra det hollandske flyselskab.

 

Relaterede artikler:

KLM plaget af strejker og nedbrud

Massive bagageproblemer for KLM-kunder

KLM-strejke kan bryde ud torsdag aften

KLM afviser ultimatum

KLM-ansatte i demonstration