Forbud mod vandflasker af plast i stor lufthavn

Butikker og restauranter i San Franciscos internationale lufthavn må ikke længere sælge vandflasker af plast. Sodavand og juice på plastflasker er der dog ikke forbud imod.

En plastflaske med vand er en fast bestanddel af mange flyrejsendes håndbagage, og siden forbuddet mod at tage vandflasker med igennem security, har butikker og restauranter i lufthavne verden over langet milliarder af plastflasker med vand over disken.

Sådan har det også været i San Francisco International Airport, hvor der dagligt blev solgt omkring 10.000 flasker vand. Det blev der imidlertid sat et stop for tirsdag i denne uge, hvor den offentligt ejede lufthavn udstedte et forbud mod salg af plastflasker med vand i lufthavnens butikker, restauranter og automater.

Et kvart kilogram affald per passager
Forbuddet mod vandflasker af plast er en del af lufthavnens seneste indsats for at blive verdens første lufthavn med nul affald i 2021. Ifølge lufthavnen producerer hver passager, der rejser gennem lufthavnen, et halvt pund affald – svarende til lidt under et kvart kilogram affald.

For at eliminere dette affald har lufthavnen allerede skåret ned på engangsservice som sugerør og servietter.

I stedet for at købe vand på plastflasker får passagererne i San Francisco i stedet mulighed for at fylde deres egne genbrugsflasker og drikkedunke på en af ​​omkring 100 “vandstationer” i lufthavnen eller købe vand i glasflasker eller aluminiumsdåser, som genbruges.

De erhvervsdrivende i lufthavnen får dog lov at sælge de plastflasker med vand, som de havde på hylderne, da forbuddet trådte i kraft tirsdag.

Forbud gælder alle bystyrets ejendomme
Lufthavnen følger et lokalt forbud fra 2014, der forbyder salg af plastflasker i ejendomme, som er ejet af bystyret i San Francisco, hvilket er tilfældet med lufthavnen.

Selv om der nu er forbud mod at sælge plastflasker med vand i lufthavnen, kan passagererne fortsat købe plastflasker med drikkevarer som sodavand, juice, energidrik mv.

Den nye politik i San Francisco International Airport gælder kun for lufthavnen og ikke for de flyselskaber, der flyver til og fra den som eksempelvis SAS.

 

Relaterede artikler:

SAS øger til San Francisco

Ny San Francisco-rute fra Norden

Del dine ideer i San Francisco