Aalborg Universitet København. (Foto: AAU | PR)

Forskning i dansk luftfart fortsætter

Det er ikke slut med at forske i dansk luftfarts udvikling. Danish Aeromobility Academy, der skal give luftfarten en mere tydelig stemme, står klar til at tage over efter Airport City Futures.

Mandag bliver en stor dag for mennesker, der interesserer sig for luftfart. Den dag løfter Aalborg Universitet i København sløret for det forskningsarbejde, Innovationsfondsprojektet Airport City Futures de seneste fire år har udarbejdet i forhold til luftfartens udvikling.

Men selvom konferencen på en måde sætter et punktum for arbejdet, markerer den samtidig starten på noget helt nyt med Danish Aeromobility Academy.

Det er en nyskabelse, som serviceret af Aalborg Universitet og i samarbejde med luftfartsbranchen skal sørge for, at den viden, der er opsamlet de seneste fire år, lever videre, og at der også fremover bliver forsket i dansk luftfart.

Vil give luftfarten en stemme
Claus Lassen, der er lektor og centerdirektør på Aalborg Universitet, håber, at det nye akademi kan være med til at give luftfarten en mere klar og tydelig stemme.

Modsat de fleste andre transportformer er det begrænset, hvor meget der gennem tiderne er blevet forsket i luftfarten, og hvad samfundet egentlig vil på området, står ikke altid lysende klart.

Derfor får det nye akademi også et board med repræsentanter for flyselskaber, lufthavne og andre, der har viden om og interesse i at vise, hvilke muligheder der er i luftfart.

Omkring 75 deltagere
Med på konferencen, der foregår på Aalborg Universitets afdeling i København, er omkring 75 deltagere fra alle områder af dansk luftfart.

Udover forskerne vil der være repræsentanter til stede fra de større lufthavne, fra mange flyselskaber og fra firmaer med interesse i branchen.

I løbet af dagen får deltagerne et indblik i det nyudviklede beslutningsværktøj for luftfartens beslutningstagere, AirMind, ved Claus Lassen.

AirMind rummer data og viden om luftfart. Som beslutningstager kan man eksempelvis dykke ned i statistik, få indblik i internationale erfaringer og se fremtidsscenarier for dansk luftfart. Platformen rummer også omkring 800 internationale forskningsartikler om luftfart.

Konkurrencesituationen
Marieke van Hulst Pedersen, videnskabelig assistent på Aalborg Universitet, vil fortælle om lufthavnenes geografi og konkurrencesituation. Derudover formidles der viden om emner som: ”Becoming a Passenger”, ”Fremtidens travel management”, ”Making of Hub Airport” og ”Scenarier for fremtidens lufthavn”.

Konferencen begynder kl. 10 og slutter kl. 16, hvor den sidste time er reserveret til networking. Journalist og radiovært Torben Steno siger velkommen og fungerer som moderator ved en rundbordssamtale om fremtidens luftfart.

Her deltager Lars Wigelstorp Andersen, vice president public affairs & infrastructure i SAS, Pia Kirk Jensen, global travel manager i Vestas Wind Systems A/S, Michael Svane, branchedirektør i Dansk Industri, Henrik Gudmundsson, seniorkonsulent i CONCITO, og Claus Lassen, der er lektor og centerdirektør på Aalborg Universitet

Dagens sidste faglige punkt bliver, når Thomas Thessen, adjungeret professor, Aalborg Universitet, officielt overdrager AirMind til det nyoprettede Danish Aeromobility Academy.

 

Relaterede artikler:

AirMind skal hjælpe med at forbedre dansk luftfart

Storstilet forskningsprojekt om dansk luftfart