Det danske charterflyselskab Jet Time har netop fået leveret to nye fly. Det første er en nyere Boeing 737-700, der kommer fra det indiske indenrigsflyselskab JetLite. Det andet fly er en Boeing 737-300 på korttidsleje.
Med base i Mumbai har et Boeing 737-700 fly med registreringen VT-SJE de seneste seks år fløjet på indenrigsruterne for det indiske luftfartsselskab JetLite, der tidligere hed Air Sahara.
Fremover vil der ombord på flyet være danske og skandinaviske chartergæster, idet charterflyselskabet JetTime i begyndelsen af maj måned har overtaget driften af flyet.
Flyethar i Danmark fået registreringen OY-JTY og ankom den 2. maj til Jet Time´s base i Københavns Lufthavn direkte fra Jakarta via Abu Dhabi. Flyet er produceret i november 2001 og har således knapt 10 år i logbogen, hvilket gør det til yngste fly i Jet Time-flåden.
Noget anderledes ser det ud med Jet Time´s anden nylige erhvervelse. Der er tale om en Boeing 737-300, der første gang er registreret den 2. september 1987. Der er således tale om en aldrende dame på 24 år, der gør sit indtog i “de gamle damers klub“ hos Jet Time. Flyet er i øvrigt af samme type og alderssvarende med de ældste fly i Norwegian-flåden.
Der er tale om en korttidsleje fra det irske flyleasingselskab Babcock & Brown. Senest harBoeing 737-300 flyetværet opereret af det italienske charterflyselskab Blue Panorama. Før den tid har Air Asia, Lithuanian Airlines, Air Europa og Transbrasil benyttet flyet.
Flyet forbliver på irsk register (EI-EEW) under lejeperioden hos Jet Time. Det sker for at spare en del administrativt arbejde for det danske charterflyselskab.
“Den primære årsag til at tage det niende fly ind er, at vores sommerprogram er meget tæt pakket, og at vi derfor ønsker at have lidt reservekapacitet over højsæsonen,“ fortæller Jet Time´s administrerende direktør Klaus Ren til CHECK-IN.
Med de seneste leveringer beskæftiger Jet Time i alt syv fly af typen Boeing 737-300 – hvoraf et fly er af den særlige QC-udgave, der kan omdannes til fragtfly – samt to fly af typen Boeing 737-700. Alle fly har en kapacitet på 148 passagerer.