Foto: Den ny bestyrelsesformand omgivet af fra venstre Lars Høeg samt til højre Kirsten Rungholm og Jesper Rungholm. (Foto: DAT)

Fra lufthavnsdirektør til flyselskab

Jørgen Krab Jørgensen, der er tidligere lufthavnsdirektør i Billund Lufthavn, tiltræder som ny bestyrelsesformand i Danish Air Transport (DAT). Den tidligere lufthavnsdirektør har nu fem bestyrelsesposter, heraf tre som formand.

Tirsdag den 15. juni var en bevæget dag for Jørgen Krab Jørgensen. Det var dagen, hvor han tog afsked i stillingen som lufthavnsdirektør efter 13 år i spidsen for Billund Lufthavn.

Men nu er Jørgen Krab Jørgensen igen tilbage i luftfart. Denne gang som bestyrelsesformand i Danish Air Transport, der har hovedkvarter i Vamdrup.

Jørgen Krab Jørgensen afløser Knud Koch-Jensen på formandsposten. Sidstnævnte fortsætter dog i bestyrelsen sammen med Kirsten Rungholm.

Danish Air Transport ejes af Rungholm-familien med 90 procent, mens direktør Lars Høeg sidder på de resterende 10 procent af aktierne. Selskabet blev etableret i 1989 og er i dag specialiseret i ruteflyvning i Norge samt ACMI-aktiviteter, hvilket vil sige udlejning af fly og besætninger.

Tre formandsposter
Med det nye hverv som bestyrelsesformand i Danish Air Transport har Jørgen Krab Jørgensen nu tre formandsposter på sit bestyrelses-CV.

Den tidligere lufthavnsdirektør er bestyrelsesformand i det kommunalt ejede A/S Billund Vand. Selskabet er forsyningsselskab i Billund Kommune og leverer rent vand i Billund by og står for rensning af spildevand i i hele Billund Kommune.

Herudover er Jørgen Krab Jørgensen bestyrelsesformand i Zebicon A/S. Zebicon laver CT scanning og 3D måling for industrien og er blandt Danmarks førende leverandører af serviceydelser inden for dette felt. Zebicon A/S er hjemmehørende i Billund.

Endelig er der en menig bestyrelsespost i Davidsen Partnere A/S, der er et middelstort bygge – og anlægsfirma, hjemmehørende i Fredericia, men med arbejdsopgaver i hele landet. Også Fredericia Messecenter har kunnet føje Jørgen Krab Jørgensen navn på bestyrelseslisten.

 

Læs også:

Stort rykind til afskedsreception i Billund