Mariam Skovfoged fra SAS i Danmark (Foto: Thilde Dehlsen)

Fra SAS til dagligvarekoncern

Pressechef i SAS, Mariam Skovfoged, forlader det skandinaviske flyselskab til fordel for en stilling som kommunikationsdirektør hos dagligvarekoncernen Dagrofa.

Under forårets pilotkonflikt i SAS blev flyselskabets primære talsperson i Danmark, Mariam Skovfoged, eksponeret mere end vanligt. Konstant tonede hun frem på tv-skærmene hos DR eller TV 2 og gentog utrætteligt budskabet om piloternes “skyhøje lønninger” og “uansvarlige krav”.

Det blev bemærket fra mange sider, og der har da også været stor anerkendelse af hendes utrættelige indsats under pilotstrejken, der endte med at koste SAS op imod 450 millioner kroner.

Men andre virksomheder har tilsyneladende fået øjnene op for Mariam Skovfogeds kvaliteter, for den danske dagligvarekoncern Dagrofa har i dag meddelt, at man fra 1. oktober har ansat Mariam Skovfoged som ny kommunikationsdirektør med plads i koncernledelsen.

Dermed bliver arbejdspladsen i Kastrup og svenske Frösundavik ved Stockholm skiftet ud med Dagrofa-koncernens hovedkontor i Ringsted, hvorfra der styres 511 butikker med samlet 14.000 ansatte og en omsætning på 17,4 milliarder kroner.

Stærk og relevant erfaring
Den 36-årige Mariam Skovfoged kom til SAS den 1. juni 2016  fra en tilsvarende stilling i Miljøstyrelsen og har således nået tre år på posten, som kommunikationsansvarlig i Danmark.

“Med Mariam Skovfoged i Dagrofa får vi en kommunikationsdirektør med stærk og relevant erfaring til at videreudvikle kommunikationen i koncernen. Mariam Skovfoged har skabt synlige resultater de steder, hun har været ansat, og vi ser frem til, at hun samtidig træder ind i koncernledelsen og er med til at drive Dagrofas koncernstrategi,” siger Tomas Pietrangeli, koncernchef hos Dagrofa, i en pressemeddelelse.

Dagrofa-koncernen driver kæderne MENY, SPAR, Min Købmand og Let-Køb, der samlet består af 511 butikker. I koncernen indgår også Dagrofa Logistik a/s, som er Danmarks største fødevaregrossist med både interne og eksterne kunder. Dagrofa ejer derudover FoodService Danmark A/S, som er ledende leverandør til foodservice sektoren i Danmark.

En spændende tid i SAS
Om jobskiftet siger hovedpersonen selv:

“Dagrofa er en af landets førende virksomheder på det danske fødevaremarked. Det er en virksomhed, som har betydning for mange kunder, for lokalsamfundet i alle dele af Danmark og ikke mindst for danske arbejdspladser. Jeg ser derfor frem til at videreudvikle Dagrofas kommunikationsindsats og blive en del af et stærkt hold. Jeg glæder mig til at være med til at styrke Dagrofas position sammen med mine kommende kollegaer i hele koncernen.”

Men det er også med vemod, at Mariam Skovfoged forlader SAS.

“Det har været en virkelig spændende tid i SAS. Det har været interessant at være en del af det største flyselskab i Skandinavien- i en branche som er udsat for enorm konkurrence og som samtidig hele tiden formår at forny sig selv. Jeg vil gerne sige et stort tak til alle mine kollegaer i hele SAS.”

Dansk lederflugt fortsætter
Med Mariam Skovfogeds kommende exit har fire ledende medarbejdere i SAS Danmark forladt koncernen i løbet af de seneste tre måneder. 

Tidligere koncerndirektør Lars Sandahl Sørensen tiltrådte den 1. august som ny administrerende direktør for Dansk Industri, og fra samme dato trådte den hidtidige salgschef for SAS i Danmark, Michael Hansen, ind ad døren hos Comwell Hotels som ny salgsdirektør. Herudover har den tidligere marketingchef for SAS i Danmark, Sofie Brix, siden den 1. juli fundet nye udfordringer hos Danske Spil som marketingprojektchef.

Tilbage i ledelsen hos SAS i Danmark er Public Affairs-chefen Lars W. Andersen, og fra den 1. oktober er Simon Pauck Hansen udnævnt som ny koncerndirektør og landeansvarlig for Danmark.

 

Relaterede artikler:

Lederflugt hos SAS i Danmark

Kolossal imagefremgang for SAS i Danmark

SAS stormer mod PR-toppen

SAS får ny pressechef